Betalt spisepause
Dato: 21. juni, 2018
I forbindelse med OK18 blev det aftalt, at retten til betalt spisepause for lærere og ledere skulle ekspliciteres som en overenskomstmæssig ret, hvor en sådan ret består i dag.
Efterskoleforeningen er i gang med at undersøge, hvad det har af konsekvenser på de efterskoler, hvor lærerne hidtil ikke har fået medregnet timer for frokosten og ikke har skullet stå til rådighed i spisepausen.
Vi har bl.a. bedt Moderniseringsstyrelsen om et afklarende møde herom.
Vi håber at kunne melde nærmere ud herom inden sommerferien, men det er desværre ikke sikkert, at det bliver muligt.
Sagen er uklar, fordi det på den ene side er aftalt i overenskomstforliget, at det er den gældende praksis, der skal gøres eksplicit - og på den anden side fremgår det af aftalen, at retten til betalt spisepause ikke bortfalder, selv om arbejdsgiveren forlænger pausens varighed og/eller giver afkald på den ansattes pligt til at stå til rådighed for arbejdsgiveren i pausen.
Vi vender tilbage, når vi har nyt herom, og opfordrer de skoler, hvor det er aktuelt, til at afvente nærmere.
Når spisepausen indgår i arbejdstiden, og lærerne derfor skal stå til rådighed, kan skolen i overensstemmelse med den kultur, der er på skolen, stille krav om, at lærerne er tilstede i spisesalen i spisepausen og afhængig af skolens praksis sidder ved bord med eleverne.
På skoler, hvor der er indgået lokale pausetidsakkorder mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten, er disse forsat gældende, indtil de udløber eller opsiges af én af parterne.
Lokalaftaler/akkord om pauser, herunder spisepauserne, kan ofte anbefales.
Det bør af aftalen fremgå, hvilke pauser, der er omfattet af aftalen, herunder om den også dækker pauser i ’anderledes uger’, på lejrskoler, under udførelse af censoropgaver, på ekskursioner mv., og hvilke forventninger der er til lærernes rådighed i pauserne.
Efterskoleforeningen og FSL vil søge snarest at udarbejde en fælles liste med spørgsmål til overvejelse i forbindelse med indgåelse af en pausetidsakkordaftale.