Ny elevstøtte vedtaget
Dato: 31. marts, 2011
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen
, Redaktør
Mange elever er for længst optaget til næste skoleår og nu kan forældrene også få besked om, hvor meget opholdet kommer til at koste
Det har skabt store frustrationer hos forældre, forstandere og skolesekretærer, at der i gennem måneder har været stor uvished omkring forældrebetalingen i næste skoleår. Men torsdag den 31. marts havde Folketinget et nyt forslag til elevstøttebekendtgørelse til 3. behandling og et flertal vedtog som ventet de nye regler.
Partierne i oppositionen stemte imod, fordi ændringerne er en del af regeringens genopretningspakke, der beskærer i udgiften til uddannelse, herunder efterskolerne.
Den nye elevstøtteskala betyder, at familier med indtægter op til 610.000 kroner bevarer uændret støttet, hvorimod det bliver dyrere for familier med højere indtægter at sende et barn på efterskole.
Det helt nye i bekendtgørelsen er, at indkomsten gøres op på baggrund af husstandens indtægt. Det berører især enlige forsørgere, som bor sammen med en ny samlever. I de tilfælde kommer samleverens indkomst til at tælle med i den samlede husstandsindkomst. Sammenlignet med tidligere vil en række enlige forsørgere således opleve at skulle betale mere for et efterskoleophold.
Se mere om elevstøtte
her.