Humble indtager Vega
(30/11-09) Med plads til 1100 tilskuere inviterer Musik-efterskolen i Humble på Langeland til stor koncert i københavnske Store Vega søndag den 20. december. Der er tale om en støttekoncert, hvor overskuddet går til Danmarksindsamlingen, som efterskolerne igen i januar er en del af.
Eleverne har henvendt sig til en række danske musikere og spurgt om de vil bidrage og på plakaten er indtil videre navne som Sigurd Barret, Esben Just – kendt fra SP Just & Frost – Ibrahim Electric og solisten Anders Dohn, der er kendt for Cohen fortolkninger. På dagen vil han synge sammen med skolens kor.
Alle har adgang til arrangementet og princippet er, at deltagerne betaler det de kan undvære. Eleverne er samtidig i gang med at skaffe sponsorer og stable et lotteri på benene.
Ideen til støttekoncerten kom, da lærere og elever drøftede om man skulle gentage sidste års kirkekoncert. Den ene idé tog den næste, og da en elev havde kontakter til Vega viste det sig, at der kunne stables et stort arrangement på benene.
»Eleverne er selv meget involverede i planlægningen og det rummer i sig selv store pædagogiske perspektiver,« siger forstander Per Jacobsen.
Fakta:Efterskolerne har mange muligheder for at bidrage til Danmarks Indsamling som afsluttes med et stort tv-show, der sendes direkte på DR1 lørdag den 30. januar 2010.
Se mere på her