Dato: 18. marts, 2010
Forfatter: Troels Aamand Sørensen
, næstformand i Efterskoleforeningen
Efterskoleforeningen åbner for europæisk samarbejdeSpørger man et dansk barn, hvad grisen siger, kender vi alle svaret. Stilles det samme spørgsmål til et barn i Frankrig, lyder det: ”Naf”. Det er de samme grise, vi taler om. Det er bare vores sproglige tilgang til at gengive griselyde, der er forskellig. Men hvad så med "effe"? Her er der tale om noget ganske andet, selvom det også lyder lidt i den retning. Effe står for The European Forum for Freedom in Education. En forening af frie skoler i Europa, som Efterskoleforeningen har meldt sig ind i.
For de læsere, der oplevede Efterskoleforeningens årsmøde, vil der måske være små genkendelsesklokker, der ringer. Det var her formanden slog over i engelsk, og bød velkommen til effes konsulent og lobbyist i Bruxelles, Anne Liekenbrock. I Bruxelles er der 20.000 lobbyister. En af dem arbejder nu for efterskolernes sag.
Men er det ikke at gå lidt for vidt, at efterskolerne ligefrem skal til at have deres egen lobbyist i EU? Det er jo trods alt skoledrift, vi beskæftiger os med og ikke tobaksindustri. Svaret er, at det er på høje tid, at vi kommer i gang også på denne bane. Danmarks Lærerforeningen har i mange år haft deres egen lobbyist i Bruxelles, så i skolesammenhæng er tanken på ingen måde ny. Rigtig megen lovgivning har været omkring EUs kontorer, og det gælder også på skoleområdet. Umiddelbart er skoledrift EU landenes eget område, men EUs udenrigsministre mødes af og til, og det er ikke bare for hyggens skyld.
Nu er det ikke sådan, at vi gennem vores medlemskab af effe kan få ændret på efterskolernes tilskud inden påske. Effekten af vores engagement i effe skal måles på den lange bane. Vi tror, at det er klogt at finde et ståsted i EU sammenhæng. Her er effe den oplagte forening, og derfor indbød vi deres konsulent til at møde efterskoleformen gennem skolebesøg og ved at opleve årsmødet. Skal man forklare kvaliteterne ved en efterskole, er det en klar fordel, at man har besøgt en skole og især, at man har mødt eleverne. Ydermere er det meget lærerigt, når fremmede øjne ser på efterskolen. Det er udviklende for begge parter.
Båndene mellem landene i EU bliver stadig stærkere, og om grisen siger ”Naf” eller ”øf” spiller en mindre rolle. På trods af sproglige forskelle er der rigtig mange lighedspunkter mellem unge i Europa. Her kan efterskoletanken spille en betydelig rolle. Efterskolen er en fantastisk opfindelse og den historie skal også fortælles på gangene i EU. I Efterskoleforeningens formål står der bl.a. at der skal arbejdes for at udbrede kendskabet til skoleformens frie idégrundlag. Dette arbejde folder vi nu ud i europæisk sammenhæng, og vi tror på nødvendigheden af, at også EU politikerne har kendskab til den frie skoletanke i Danmark. Det er en ny retning og en stor mundfuld. Om det ender med køb af fast ejendom i Bruxelles, er dog ind til videre kun en morsom tanke. Vi har brug for effe og effe har brug for vores støtte. Det er her vi starter.