Dato: 30. marts, 2010
Forfatter: Bent Østergaard , medlem af styrelsen
Nyt fra EfterskoleforeningenTak for at I bidrog til et godt årsmøde. Det er fantastisk, at det kan forløbe, som det gjorde, med så mange mennesker. Der skal nok være ting, der skal gøres bedre til næste år, og det vil der blive taget fat om.
For et år siden fik styrelsen til opgave at komme med forslag til en udligning af takst 1 og takst 2 for at imødegå den stigende ulighed der er i taksterne. En ulighed som er politisk bestemt.
Det er en kæmpe opgave, hvor løsningen ikke er så ligetil, og hvor vi nu skal have fundet en løsning, som efterskolerne samlet set kan leve med, og derefter få den politisk godkendt.
Det er nok heller ikke nogen overraskelse, at når der skal flyttes penge, er der nogen, der afleverer, og nogen der modtager.
Der er 263 forskellige efterskoler, som hver har deres måde at drive skole på. Den frihed, der ligger her, skal vi for alt i verden bevare, når blot man sørger for, at eleverne gøres klar til ungdomsuddannelserne. Forskelligheden udvikler skoleformen til et godt alternativ til folkeskolen.
Skolestørrelsen spænder lige fra 50 elever til 550 elever. Her skal der også være frihed til at udvikle den skolestørrelse, som man mener, der er den rigtige, og som kan tiltrække elever. Her er debatten desværre blevet afsporet af, at sammenligne de store skoler med ”svinefabrikker ”.
Det er den store bredde, der samlet set gør efterskolerne stærke og attraktive for unge mennesker.
Derfor må vi også sammen finde en ikke uretfærdig løsning på takst 1 og takst 2, så der ikke er den store forskel på 8300 kr. pr elev, en forskel som bliver stadig større, med mindre man ønsker, at rene 10. kl. skoler skal lukkes. Det må være muligt at finde den reelle forskel på en takst 1 og takst 2 elev.
Elever i 10. klasse på efterskoler er de elever, der kommer tættest på regeringens 95% målsætning om en ungdomsuddannelse.
Juridisk/økonomisk enhed og styrelsen har brugt et år på at få udarbejdet en model, som vi betragter som ikke uretfærdig, og som blev præsenteret på årsmødet. Det er et oplæg til debat blandt skolerne, som nu kan komme med deres bud på en fremtidig model, inden der arbejdes videre politisk. Indeholder forslaget åbenlyse uretfærdigheder, må vi se på dem.
Sideløbende er der taget kontakt til Kommunernes Landsforening for at få en dialog omkring de ressourcesvage elever, og hvordan vi får økonomien til at følge disse elever. Her har efterskolerne meget at tilbyde, og vi har også en forpligtigelse og et samfundsansvar at leve op til.
Det vigtigste er, at vi undgår lovgivning på området, men at vi løser opgaven ved, at skolerne tager et socialt ansvar.
Der vil i foråret blive afholdt møder rundt i landet, hvor der bliver mulighed for at komme med synspunkter, og jeg ser frem til, at vi får en løsning der er fremtidssikret.
UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser