Dato: 17. juni, 2011
Forfatter: Troels Borring
, Formand for Efterskoleforeningen
Efterskoleforeningen sætter retning med ”efterskole i tiden og til tiden” Efterskoleformen har igennem den sidste snes år oplevet en kolossal udvikling. Vi er gået fra at være en mindre kendt skoleform for en mindre del af befolkningen til at være en ”berømt” skoleform for hele familien Danmark Vores elevantal er eksploderet, skolerne er vokset, markedsbegreber, så som ”branding” og ”image”, er blevet dagligdagsbegreber på mange skoler side om side med de pædagogiske. Nogle skoler har forandret og udviklet sig meget, og diskussionen om og hvordan de har forandret sig til det bedre kører fortsat i skoleformen. Andre skoler har næsten ikke forandret sig, og det giver mindst lige så megen anledning til debat.
Konjunkturerne har været høje de sidste år, og samfundet og borgerne har haft godt med likvider. Disse tider har ændret karakter, og vi vil sandsynligvis komme til at mærke dette ret kontant i de kommende år. Samfundsøkonomien strammer til og de politiske forventninger til, at alle parter i samfundet løfter sin del af det sociale ansvar er store – og det på tværs af alle politiske partier og positioner.
Vi vil tage et stort samfundsmæssigt ansvar ved at tage hånd om samtlige unge, hvor samtlige evner skal styrkes. Det er vigtigt, at vi får sat en pædagogisk og menneskelig diskurs i hele uddannelsessektoren. Et samfund udvikler sig ikke tilnærmelsesvis kvalificeret igennem et regneark og OECD rapporter.
Projekt ”Efterskole i tiden og til tiden” undersøger, hvordan skoleformen og Efterskoleforeningen kan gribe de udfordringer, der tegner sig for fremtiden konstruktivt an, således at vi bevarer og udvikler videre på det bedste fra vores skoleform i takt med de kommende samfundskrav og forventninger.
Der er behov for at få gennemtænkt og formuleret en organisatorisk, strategisk handlingsplan, der kan sætte de samfundsmæssige, nationale og globale udfordringer og muligheder i perspektiv, i forhold til det vi er og gerne vil for efterskoleformen.
Efterskolens virke skal sættes i relation til den samfundsmæssige kontekst; konkurrencesamfundet og det politiske liv. Både for vores egen skyld, men bestemt også for at gøre os mere tilgængelige for de såkaldt efterskolefremmede.
Pejlemærker
Vi udvikler og beskriver en politikdel, der baseres på en analyse af efterskoleformålet og Efterskoleforeningens visionerne i forhold til de rammer, ”nye tider” sætter for vores visioner - fx konkurrencestat, globalisering, effektivisering/kvalificering, ”noget-for-noget” tænkningen og forbrugertænkningen, som indimellem forveksles med individualisering mv.
Konkret vil politikdelen munde ud i 4 pejlemærker med hver 3 underlæggende temaer for Efterskoleforeningens arbejde de kommende år:
1) Frihedstænkningen i efterskoleverdenen
- Fællesskab
- Mangfoldighed
- Disciplin, strategi og kompromisser i skoleformen og foreningen (”Spørg ikke hvad foreningen kan gøre for dig, men hvad din skole kan gøre for efterskoleformen” - eller omvendt).
2) Kvalitet i efterskoleverdenen
- Faglig og organisatorisk kvalitetssikring
- Skoleudvikling – sammen og hver for sig
- Læreruddannelsen og den særlige lærergerning i efterskolen
(ex. relationsarbejdet)
3) Socialt ansvar i efterskoleverdenen
- Kommunikation
- Samarbejde med kommuner og ungdomsuddannelser
- Efterskolen som social-økonomisk virksomhed
4) Bæredygtig efterskole
- Skolepositionering og branding
- ”God skole”: bygninger og arealer, drift, energi mv.
- Pædagogisk udvikling - undervisning og samvær
Nedsætter kommission
Vi nedsætter som led i dette arbejde en kommission 1. august, som får til opgave at komme med konkrete forslag til, hvordan efterskoleformen øger sit samfundsmæssige ansvar - hvor der skal tænkes i pædagogik og økonomi. Uden på nogen måde at kende det færdige resultat, som fremlægges til årsmødet 2012, forventer jeg, at vi får et særdeles kvalificeret materiale til at øge vores indflydelse og påvirke de politiske beslutningsprocesser .Ligeledes vil det styrke det foreningsmæssige fællesskab, som enhver efterskole er dybt afhængige af. Det er min mission, at vi også sammen skaber store resultater.
Alle skoler – uanset størrelse og indhold – skal have de bedst mulige rammebetingelser for at lave god efterskole. Vi har både et ben i folkeoplysningen og et ben i det kompetencegivende uddannelsessystem. Det er et særkende, som ikke findes andre steder i uddannelsessektoren.
Efterskoleformen er stolt traditionsbærer og samtidigt er vi optaget af at forbedre os. Vi vil bygge bro mellem grundskolen og ungdomsuddannelse, og vi vil frem for alt danne og uddanne eleverne til gode og stærke livsduelige medborgere.