Dato: 3. februar, 2010
Forfatter: Kathrine Svane Christiansen , medlem af styrelsen, efterskoleforeningen
Nyt fra Efterskoleforeningens styrelseOverskriften er fra en velkendt grand prix-sang fra en gang i 80’erne, og fortsættelsen lyder det har ingen ondt af. En kliché, ja! Alligevel vil jeg prøve at folde den ud og twiste den lidt, for måske er den et meget godt billede på nogle af de ting der foregår i vores skoleform.
En journalist fra nærværende blad ringede til mig for nylig for at få en kommentar til foreningens indsats for at få tiltrukket elever til skoleformen, når nu årgangene er faldende. Min første tanke var vi kunne sikkert gøre mere. Den næste handlede om, at vi gør rigtig meget allerede. Som jeg før har udbredt mig om i disse spalter, er vi de seneste år gået fra én årlig fælles kampagne til mange små spots i løbet af året, hvor skolerne har haft mulighed for at få sit navn i lokale og nationale medier. Vi kalder det aktivistisk markedsføring. For mig handler det om, at man på skolerne skal være frie til at lægge det niveau, man ønsker. På samme tid handler det også om, at når der bliver sagt efterskole i mange medier hen over skoleåret, får hele skoleformen en vis gevinst af det. Det har ingen ondt af.
Der tales ofte om profilering, og det var da også noget af det, jeg blev spurgt om i førnævnte telefonsamtale. Jeg har flere gange været udsat for, at ordet profilering misforstås. At man tror, at en profilering er en indsnævring af det tilbud, man har på den enkelte skole. Det er ikke det, jeg eller foreningen mener, når vi siger profilering. Alle skoler er gode til noget! Kunsten er at finde frem til præcis, hvad det er, og dernæst at få det fortalt til omverdenen uden at det bliver indforstået.
Når jeg siger, at man som skole skal profilere sig, er det altså dét, det handler om. Både skolen med profilen så skarp og spids som en alpetop og skolen med en profil, der er nok så bred. Øvelsen er, at få fortalt sit budskab så klart, at det kan gøres på en tur i elevator mellem stuen og femte sal.
Der er ingen tvivl om, at vi skal udvide vores kommunikationskanaler, og at vi skal forsøge at nå de, der endnu ikke kender rigtigt til skoleformen. En helt frisk analyse tyder på, at der stadig er god grund til at have Danmarks største byer i fokus, når det gælder rekruttering. Der er sikkert mange skoler der allerede nu har nogle tiltag i den retning. Det kunne jeg godt tænke mig at høre om! Hvad gør I på jeres skole af markedsføringstiltag? Hvad virker? Jeg vil også meget gerne høre idéer til nye ting som foreningen kan søsætte. Vi skal have lavet en vidensbank på dette felt, der kan være med til at styrke markedsføringen, men også sammenholdet i skoleformen. Det har ingen ondt af. Vi går ind i en tid, hvor vi kan komme til at konkurrere med vores nærmeste for at få fyldt de sidste pladser op. Men vi er ikke noget uden hinanden.
Der foregår rigtig meget af det, som ingen ser, rigtig meget af det gode. Prøv bare i en lille ledig stund at hoppe lidt rundt på forskellige skolers hjemmesider, og der vil efter kort tid vise sig et sandt mylder af aktivitet og initiativ. Musicals, foredrag, koncerter, sommerkurser, et døgn på efterskole, projektuger, studieture og tv-udsendelser er blot et udsnit af det, man støder ind i på en tur rundt i landskabet. Der har været Lokale Klimatopmøder, og lige nu er der Danmarks Indsamling med et væld af kreative idéer fra medarbejdere og elever, der gerne vil hjælpe andre. Alle sammen aktiviteter der er pædagogisk velovervejede og tjener til elevernes dannelse og uddannelse. Sidegevinsten er, at alle aktiviteterne er fremragende til at vise omverdenen, hvem vi er, hvad vi står for og at vi er et besøg værd. Det kan ingen have ondt af.


UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser
 
kathrine svane christiansen