Dato: 17. august, 2011
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen , Journalist
Selvom værelseskammeraten på efterskolen ikke ved første øjekast lever op til drømmen, er der al mulig grund til at give det en chance. Både udfordringer og fællesskab på værelset udvikler de unge som mennesker

»Vi kan snakke med hinanden om alt: venner, kærlighed og problemer,« sådan beskriver to efterskolepiger deres bofællesskab. Og netop den drøm møder mange elever op med, når de begynder på efterskole. De har fra kammerater, forældre og familie hørt, hvor fantastisk det er at gå på efterskole, og hvor gode venner de får. Forventningerne er med rette store.


Men virkeligheden lever ikke altid helt op til drømmen, og de tidligere efterskoleelever har ofte glemt at fortælle om udfordringerne, de måtte overvinde for at opnå venskaber og fællesskab i særklasse.


Efterskoleformens udgangspunkt er, at værelsesfællesskabet er med til at udvikle de unge som mennesker, og en af prøverne hedder ”forskellighed.” Specielt pigerne reagerer, hvis den spejling de søger i værelseskammeraten ikke passer, fordi de har forskellig tøjstil og interesser, og efterskolelærere hører ofte indvendingen ”Vi er meget forskellige”.


Netop forskelligheden er dog med til at skabe udvikling, forklarer en forstander:
»Mødet med en ung, der er anderledes end dem selv, giver den unge mulighed for at erkende, at der bag en facade af tøjstil og musiksmag er et menneske med glæder og sorger som dem selv. En person der måske ender med at blive deres bedste ven eller veninde trods forskelligheder. Senere i livet betyder den proces, at de vil være mindre tilbøjelige til at dømme mennesker, fordi de har oplevet, at der bag strithår eller perfekt makeup er et dejligt menneske.«


Mødet med anderledes grænser for opførsel kan også blive en kilde til irritation. Små velkendte hverdagsproblemer som at fjerne lange hår i håndvasken, gøre kummen rent efter toiletbesøg og tage sin del af rengøringstjansen kan i længden få temperaturen på værelset til at dale, fortæller en skolemor, der har taget en coachuddannelse for at kunne hjælpe elever godt igennem den slags konflikter.


»Eleverne føler sig gået for nær og svigtede, når de oplever, at deres værelseskammerat ikke respekterer deres personlige grænser eller bidrager til fællesskabet, og de har brug for at lære at sætte egne grænser og løse konflikterne gennem kommunikation,« forklarer hun.


På denne som mange andre efterskoler, er holdningen, at eleverne ikke kan bytte værelser i løbet af skoleåret, men skal få tingene til at fungere med støtte fra de voksne.


»Vi tror på, at det styrker de unge bedst muligt at få tacklet konflikterne og komme godt igennem dem. Det hjælper vi dem blandt andet med ved spørge ind til, hvad de gerne vil have til at fungere, hvordan de vil få tingene til at fungere, og hvad de opnår ved at løse problemerne,« forklarer efterskolens skolemor.


Men også forældre kan hjælpe deres barn til at komme godt igennem konflikterne.


»Forældre føler sig helt forståeligt magtesløse, når de får et grædende barn i telefonen, og det kan fristende at forlange, at skolen fjerner barnet fra problemerne. Men prøv at have tillid til at skolen kan hjælpe de unge igennem konflikten. Tag kontakt til skolen, spørg ind til og få en forståelse for begge sider at problematikken, tal med jeres barn og tro på, at skolen bedst muligt hjælper på vej,« lyder rådet.

UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser