Peter Aalbæk savner sin datter, men kan på den anden side godt se, hvor meget godt efterskolen gør for hende. Hun har lagt det vrantne pubertære bag sig, og har udviklet sig til halvvoksenDet kan godt være, man kender ham med bar røv, cigaren i sky og selvtillid nok
til ti. Men han bliver decideret grådlabil og selvmedlidende, når han tænker på sin datter,
der går på efterskole i det jyske. Peter Aalbæk var fra begyndelsen i mod
at sende den just fyldte 15-årige datter, Hedvig, til Jylland. For selvom storesøsteren
med stor succes havde været på samme efterskole,syntes han, at det var tidligt i niende
klasse. Konen, derimod, så en kærkommen mulighed for at pleje karrieren.
»Jeg var imod det fra starten. Men når mor og datter rotter sig sammen, kan man
lige så godt strække våben. Og når man ser, hvor glad hun er for det, vil det også være
en grusomhed af rang, hvis vi tog det væk fra hende,« siger filmmanden Peter Aalbæk
Jensen. Og selv om han savner datteren, kan han også godt se, at mange ting er blevet
bedre, efter hun kom af sted. »Man må sige, det har været en succes.
Vi sendte et vranten pubertetsbarn, men får en halvvoksen kvinde hjem.«
Datteren kan nu pludseligt argumentere for sine meninger med et ordforråd, der
hører hjemme i voksenverdenen og med et ditto intellektuelt beredskab, i stedet for blot
at bryde ud i »forkælet hysteri,« når hun ikke får sin vilje, og Peter Aalbæk fremhæver
netop efterskolens evner til at pille det forkælede af de unge mennesker.
»Det er de stjernegode til. Der var jo en grund til, at man sendte de 14-årige ud
at tjene i gamle dage, men det er ikke så populært længere – og så er efterskolen det
bedste alternativ,« lyder det fra den 55-årige filmproducent.
Han har tidligere haft sin ældste datter, Sigrid, på efterskole, hvilket også var en stor
succes, men hun tog først af sted i tiende klasse, hvilket passede Peter Aalbæk lidt
bedre. Døtrenes storebror Jasper kom aldrig af sted.
»Men havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved i dag, skulle han helt sikkert også have
været af sted.«
Tillid og overskud
Peter Aalbæk, der er vant til, og kan lide, at
have en stor familie omkring sig, kalder det
»røvsygt« at sidde derhjemme alene, mens
konen passer karrieren, men til gengæld kan
han så glæde sig til at få Hedvig hjem. Hun
har, ifølge faren, udviklet sig til et lille overskudsmenneske.
»Min kone er glad. Det er kun mig, der
hænger med næbet derhjemme. Men når
jeg ser hende komme hjem og ser hvordan
hendes selvtillid vokser, og hendes tillid til
andre, og den måde hun bruger sine sociale
færdigheder på, er det sgu det hele værd.
Hun er jo ved at lære at klare sig selv. Hun var
sgu ikke noget socialt tilfælde, men jeg tror,
det er godt for alle at komme ud af den bås,
man sidder i og starte forfra. Man vasker jo
tavlen ren, når alt er nyt,« siger Peter Aalbæk.
Han foreslår, at man sender børnene et
godt stykke væk, så de ikke kan komme kravlende
hjem i tide og utide. De skal selv lære
at takle de problemer, de står overfor og løse
deres egne konflikter på skolen.
»Det skal ikke være sådan, at de lige kan
komme hjem om onsdagen for at få vasket
tøj.«
Ridderkors
Når Hedvig fik lov til at tage på efterskole i
niende klasse, var det ikke bare hendes egen
stædighed og konens magelighed, men også
efterskolens forstander, der fik taget Peter
Aalbæk under myndig psykologisk behandling,
så han måtte opgive enhver modstand
mod datterens rejseplaner.
»Alle efterskolelærere skulle have et ridderkors.
Det er nærmest rørende at se, hvordan
de tager sig af andre folks unger, og når
de så oven i købet har psykologisk indsigt til
at tage sig af forældrene også, er det jo helt
fantastisk,« siger Peter Aalbæk.
Han har det helt fint med, at nogle andre
tager ansvaret for datteren nu, da det efter
hans mening er meget kompetente folk.
Peter Aalbæk oplever, at der stilles større
krav til hans datter, end der blev i folkeskolen
– også på det faglige plan.
»Det er ikke lejrbål og guitarspil det
hele.«
Pludselig har familien fået en datter, der
går op i sine lektier og ligefrem har set lyset
i naturfag, og i det hele taget er meget mere
fokuseret på sit faglige niveau.
»Det er jo 10 gange mere effektivt
end deres PISA-pis,« kommer det fra Peter
Aalbæk, der fortsætter: »Det her er jo en ret
unik dansk ting, der skaber en platform for
sådan nogle evner som erhvervslivet skriger
på, og som de fleste arbejdspladser tager
imod med kyshånd. Folk der har lært at
indgå i grupper og arbejde i større forsamlinger.
Så det er jo bare at komme af sted.«
Han må vente endnu et år på, at datteren
kommer hjem, da hun har besluttet at tage
10. klasse med.
»Jeg accepterer smerten, fordi det går
hende så uendeligt godt.

• Email
• Udskriv
• Del
  • delicious
  • Facebook
  • LinkedIn
  • Stumble Upon
  • Twitter