Dato: 17. august, 2011
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen , journalist
På efterskole oplever 16-årige Hatice Kübra Öksüm, at hun kan få lov til at være præcist den, hun er; social, viljestærk, ambitiøs, humoristisk og rebelsk Den første student i familien, studier i antropologi og japansk og job i udlandet. 16-årige Hatice Kübra Öksüm drømmer om uddannelse, spændende jobs, familie, god økonomi og mest af alt - plads til at leve sit liv, som hun gerne vil. Også selvom det betyder, at hun ikke lever op til alle hendes families forventninger til en pige med tyrkisk baggrund. Og Hatice Kübra Öksüm lader det ikke blive ved drømmene. Sidste år gik hun på efterskole for at tage 10. klasse og var dermed en af de stadig flere unge med indvandrerbaggrund, som finder vej til efterskolerne.

»At komme på efterskole er det bedste, jeg har gjort, fordi jeg kan være mig selv her og ikke behøver at have hemmeligheder for de voksne.«

Hjemme hos sin familie i Køge oplever hun at skille sig ud fra mange af de andre nydanskere med tyrkisk baggrund i boligområdet, blandt andet fordi hun har mange danske veninder og snakker dansk uden accent.

»Men jeg vil leve mit liv, som jeg gerne vil. Jeg ved, hvad, der gør mig lykkelig, og det skal min familie respektere,« fastslår Hatice Kübra Öksüm med et blik, der understreger alvoren i hendes erklæring.

På efterskole falder facaden
Drømmen om et år på efterskole opstod, da en af hendes veninder tog på efterskole, og Hatice Kübra Öksüms forældre, der er fraskilte, var åbne for ideen. Hendes mor kendte til skoleformen fra en venindes datter, og da Hatice Kübra Öksüm fik mulighed for at få støtte og et stipendium til efterskoleopholdet, blev drømmen også økonomisk opnåelig.

»Den første dag var det lidt underligt at komme op på værelset og møde min roomie, Bianca, og vide ”Okay, vi skal bo sammen i mange måneder.” Men selv om jeg er et rodehoved, mens Bianca elsker at gøre rent, og vi har forskellige vennekredse, så accepterer vi hinanden og finder ud af det sammen,« fortæller Hatice Kübra Öksüm, der især sætter pris på de snakke om venner, sjove oplevelser, ja faktisk alt mellem himmel og jord, som de to piger har på værelset om aftenen, inden en lærer kommer rundt og siger godnat til eleverne.

Når Hatice skal uddybe, hvorfor hun trives og kan være sig selv på efterskolen, er hun ikke i tvivl.
»Det er menneskene. Der er ingen facader, fordi det ikke holder at udgive sig for en anden, end den man er, på efterskole. Jeg kan snakke med alle på skolen og har en rigtig god vennegruppe. Når jeg er ked af det, snakker jeg med mine to bedste veninder, Ida og Michelle, der næsten er ligesom søstre for mig,« fortæller Hatice Kübra Öksüm.

Også forholdet til lærerne på skolen fremhæver den 16-årige efterskoleelev.
»Jeg har altid haft et godt forhold til flere af mine lærere i folkeskolen. Men på efterskole er det særligt, fordi lærerne ikke, som i folkeskolen, kun ser os i timerne, men 24 timer 7 dagen om ugen. Lærerne er jordnære, kan tage sjov, man kan komme i kontakt med dem, de skubber ikke en væk og er gode at snakke med, fordi de forstår unge og deres behov,« siger Hatice Kübra Öksüm.
Hendes dage på efterskolen er fyldt op med undervisning i de obligatoriske fag på 10. klassetrin, linjefaget teater, morgensamling med sang fra højskolesangbogen, stilletime med lektielæsning, møder i kontaktgruppen med elevernes trivsel på dagsordenen og praktiske pligter. Lige nu er Hatice Kübra Öksüm efterskoleelev med hud og hår.

»Efterskolen har gjort mig mere moden, fordi jeg har fået lov til at være mig selv her. Og den forståelse for den danske kultur, som jeg får ved at bo sammen med så mange andre danske unge, vil helt sikkert også hjælpe mig igennem gymnasiet,« mener Hatice Kübra Öksüm.

Endnu få nydanske piger på efterskole
Den 16-årige nydanske pige er en af de relativt få danske piger med tyrkisk baggrund, der går på en dansk efterskole, og Hatice Kübra Öksüm mener at kende forklaringen.

»Pigerne kan måske være nervøse for at spørge deres forældre, om de må komme på efterskole og risikere at skabe konflikt i familien. Og forældrene vil ikke have, at deres døtre skal bo samme sted, som der er drenge. Især fædrene har også fordomme om, at man spiser svin, og at maden er uhygiejnisk, fordi den bliver tilberedt sammen med svinekød. Fordomme, som bliver luftet, hvis man fortæller, at ens datter går på en dansk efterskole,« fortæller Hatice Kübra Öksüm.

»En af grundene til, at jeg fik lov til at komme på efterskole, er nok, at min mor snakker flydende dansk og er meget integreret. Hun har lige fejret 25 års jubilæum som pædagogmedhjælper i den børnehave, hun arbejder i. Og jeg behøver slet ikke spise retter med svinekød her på efterskolen, men får tilbudt retter med andet kød eller vegetarretter,« siger hun.
UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser