Dato: 17. august, 2011
Forfatter: Jannik Hjarup
, Journalist
De danske melodi grand prix drenge, A Friend in London, er ikke i tvivl om, at det betyder alverden at gå på efterskole. Et efterskoleophold er med til at danne eleverne som mennesker og fremelsker tolerance, rummelighed og respekt. De kalder sig selv en omvandrende efterskole Solbrillerne hænger skødesløst i halskæden, tøjet sidder tilstrækkeligt løst og selvtilliden peger samme vej som frisurerne. I alle retninger. De fire unge mænd først i 20’erne, er sammen summen af A Friend in London. De er cool. Casual, men cool. De mødte hinanden i Vestjylland på efterskole. Det har de ikke fortrudt.
»Det har vi fået rigtigt meget ud af. Det er der man bliver dannet som menneske, og det er der, det bliver bestemt, hvem man skal være resten af livet,« siger Tim Schou, der spiller guitar og synger i bandet, der hentede en femteplads til Danmark ved det internationale Melodi grand prix i Düsseldorf i maj.
»Man får en respekt for andre mennesker, der er helt vild. Inden jeg kom på efterskole, troede jeg jo kun, man kunne være et godt menneske, hvis man har en bestemt personlighed. Man lærer at respektere andre mennesker. Man bliver nødt til at være mere rummelig. Man bliver meget bevidst om andre mennesker, og hvordan de er, når man går på efterskole.«
Lovord
Det skorter ikke på lovord, når de fire unge mænd skal sætte ord på, hvad de har fået ud af at gå på efterskole. De gik i 2005/2006 på en vestjysk efterskole med musikken og kreativiteten i højsædet, og de erkender, at de måske ikke rykkede så meget på det boglige. Men hvad der manglede i bolig eksercits, fik de til gengæld i musikalsk og menneskelig udvikling.
»Vi lærte alt det, man ikke kan få ned på papir, om det der ikke kan måles. På efterskole bliver man ikke til et samlebåndsmenneske. Det er nogle andre menneskelige værdier end i folkeskolen,« siger Sebastian Vinther, bandets guitarist. Og der er da også generel enighed i bandet om, at de alle godt kunne have gået direkte i gymnasiet fra niende klasse, men også at de ikke vil have undværet efterskolen.
»Det er en uddannelse i at leve sit liv,« supplerer Esben Svane, der er trommeslager i A Friend in London. Han mener, at efterskoler i høj grad er med til at forme de unge og give dem den selvtillid, der skal til for at finde ud af, hvilken af livets stier de skal gå ad.
»Det giver så meget at være væk fra far og mor og være kastet ud i virkeligheden. Og mange af dem, der havde haft det svært i folkeskolen, fik det bedre på efterskolen.«
A Friend in London oplevede, at der blev bygget bro over den milebrede og afgrundsdybe kløft, der kan være mellem krop og hjerne, når man er ung. Det er blandt andet skoleformens kontinuerlige livlighed, der fremkalder begejstring i stemmelejet hos de fire unge popmusikere.
»Når timerne er slut, er dagen ikke slut. Der bliver virkelig rusket op i hverdagen, der er ikke mulighed for at sidde foran fjernsynet eller computeren. Man er aktiv døgnet rundt. Man er aldrig overladt til sig selv, og lærerne bliver også ens venner,« siger Aske Bramming, bassist.
En boble
Selvom efterskolelivet gør én opmærksom på de mennesker, der er på skolen, fremhæver bandet også efterskolelivet som en boble, et socialt eksperiment, hvor den omkringliggende verden næsten mister sin betydning. Det gør efterskoleopholdet til en meget intens oplevelse, som de fleste husker tilbage på som noget betydningsfuldt resten af deres liv. Noget der er med til at danne dem som mennesker.
»Det er ligesom om, man er inde under en stor klokke, der bliver sænket ned over skolen, hvor det kun er skolen og dem, der er på skolen som betyder noget.«
Det er efterhånden fem år siden bandet forlod boblen, men Tim Schou, Sebastian Vinther, Aske Bramming og Esben Svane trækker stadig på deres fælles efterskoleballast. De har det stadig bedst, når de er sammen, og de kender efterhånden hinandens rytmer og grænser. Efter gymnasiet flyttede de fire unge sammen i et hus i Herlev, for at professionalisere bandet.
»Vi tog efterskolen med hjem, og vi er en omvandrende efterskole,« siger Tim Schou.