Dato: 14. april, 2011
Forfatter: Ann E. Knudsen
, hjerneforsker
Sociale kompetencer, fællesskaber og hjælpsomhed er sært undervurderet, lyder det i dette synspunkt
Der er sket et skred i vores bevidsthed. Har konkurrence altid været et positivt ord?
Ja, jeg mener selvfølgelig ikke den form for konkurrence, der kan være i børns liv og lege: ”Hvem kommer først? Hvem er højest? Og ”Hvem overlever længst i sørøverleg eller høvdingebold?” Det er vel strengt taget måden at blive et individ på – altså det at sammenligne sig med de andre, og overveje hvad ”den anden” tænker om mig.
Nej, mere som at i dag kan alt konkurreres om lige fra skolepræstationer til musisk udfoldelse. Målsætningen er, at vi skal være i verdensklasse indenfor skole, sundhedsvæsen og industri. Ja, det er vel næsten ikke længere blot en målsætning, men et krav! Vi skal tilsyneladende være i verdensklasse for at kunne klare os i konkurrencen om alt – lige fra det gode liv til det gode samfund.
Men hvad sker der i grunden, hvis vi konkurrerer på alt og måske undervejs glemmer ansvar, fællesskabsfølelse og etik?
Økonomer, politikere og jurister vil gerne have os til at tro, at mennesker er blevet til dem, vi er i dag, fordi vi op gennem historien har været i konstant konkurrence med vores medmennesker. Men jeg er nødt til at sige, at den forestilling i høj grad er en moderne opfindelse.
Vi ville slet ikke have kunnet overleve som jægere og samlere, hvis ikke vi kunne samarbejde. Gennemtænk lige forestillingen om at nedlægge en urokse selv eller forsvare sig mod en huleløve!
Mennesket er grundlæggende et flokdyr og evolutionen har fremelsket vores evne til at indgå i relationer. Og netop evnen til gensidig hjælpsomhed er både en af menneskets dybeste impulser og en af vores fornemmeste egenskaber.
Men sociale kompetencer, fællesskaber og hjælpsomhed er sært undervurderet i starten af dette årtusind. Jeg kan godt høre, at jeg let kommer til at lyde som en gammel hippie, men pointen er faktisk, at det er uhyre sjældent, at enestående opdagelser og videnskabelige gennembrud kommer på baggrund af èt menneskes indsats og evner. Forskning er fællesskaber på godt og ondt, selv Einstein havde sparringspartnere.
Den ensidige fokus på konkurrence og målbare individuelle resultater i stedet for resultater af temauger, projektarbejde med tid til fordybelse i fællesskab, projekt ”Unge forskere” osv. bekymrer, især set i perspektivet af de ressourcer vi lever af i Danmark og i øvrigt gerne skulle have solgt ud over landets grænser!
Sociale kompetencer - at kunne tilsidesætte egne umiddelbare behov for ”the greater good”, at kunne arbejde sammen om noget over tid - er alt sammen egenskaber som er nødvendige både for at kunne få et samfund til at fungere og for at producere det, vi skal leve af – forskning, know how, kreativitet og viden.
Hvis vi presser på efter kinesisk forbillede og bliver de rene ”Tigermoms”, er risikoen så ikke, at det unikke går tabt? Kan man forestille sig mennesker lykkes på alle fronter – alene?
En af grundene til, at vi overhovedet er nået så langt i evolutionen, er menneskets unikke evne til at samarbejde, indgå i relationer og i fællesskab løse konflikter og problemer. Lad os holde fast i og opprioritere netop disse egenskaber hos de unge og de kommende generationer.