Dato: 29. marts, 2011
Forfatter: Steen Hildebrandt
, professor i ledelse, medlem af bestyrelsen for en efterskole.
Synspunkt: Tal som mål for elevernes eller skolernes præstationer er noget makværk. Jeg holdt foredrag på en konference forleden – om den danske folkeskole. Forud for mig talte en repræsentant for det danske Undervisningsministerium. Hun skelnede i sit foredrag mellem de elever i skolen, der er talentfulde, og de, der ikke er talentfulde. Det virkede, som om det var en selvfølgelig, koldblodig, nærmest statistisk og klinisk klar sondring. Der er talentfulde og der er ikke-talentfulde.
Jeg tror gerne, at det er sådan, mange inde i ministeriet tænker, og formentlig også sådan nogle af vore politikere tænker. Bl.a. erindrer jeg et regeringsmøde, hvor en af overskrifterne i den presseomtale, der efterfølgende var, lød: Morgendagen tilhører talenterne. Det er foruroligende. Det er skræmmende.
Vi ser i disse dage, hvordan medierne er travlt optaget af rapporter om, hvor store forskelle, der er karaktergennemsnitsmæssigt mellem de såkaldt bedste og de såkaldt ringeste danske folkeskoler. Hvilket karaktergennemsnit har de forskellige folkeskoler. Det er jo den situation, mange har talt om og frygtet, nemlig at danske folkeskoler, og efterhånden alle skoler, bliver rangordnet efter de karaktergennemsnit, der kan og efterhånden bliver udregnet og offentliggjort.
X-By skole har det og det gennemsnit, fx 5,6. Sådan lyder det i medierne, og det lyder som en meget eksakt opgørelse, hvad det selvfølgelig ikke er. Det er et tal, der faktisk ikke siger så forfærdelig meget, om noget væsentligt overhovedet. Men vi har en voldsom tillid til statistikker af den slags, og ikke mindst kommaet har en forførende indflydelse på den, der ikke tænker sig om, for kommaet antyder en præcision, der ikke er til stede. Det er ikke 5, men 5,6! Meget præcist. Nej, det er ikke præcision; det er maksimalt upræcist, og vi burde ikke udregne, endsige offentliggøre så dumme tal og gennemsnit.
Jeg tøver ikke med at drage værdien af disse tal i tvivl. Tallene er ubarmhjertige. Tallene står helt alene i kolonner og rækker. De står rangordnet, nummer et øverst og nummer sidst nederst. Og det vil blive set og husket. Er det værd at stå på mål for? Nej, det er det ikke; det er at blive hængt ud for noget målingsmæssigt makværk, som ikke kan bruges til ret meget. Enhver kan læse og enhver kan forstå tallene – men forstå hvad? Konkludere hvad og ud fra hvad? Tallene siger intet om detaljerne, om historierne, om de konkrete mennesker, elever, lærere, ledere og forældre, der er bag ved tallene. Det er tallene, der tæller. Det er tallene, der bliver det afgørende, det eneste.
Detaljen, dvs. den enkelte elev og den enkelte lærer, forsvinder op i – ja, op i de højere talgennemsnits sfærer – og her er der ingen barmhjertighed, her er der ingen Kære Mor, her er der ikke plads til undskyldninger og forklaringer, hverken bortforklaringer eller gode forklaringer. Tallene har ét og kun ét sprog. Men her er det faktisk ikke tallet, men netop detaljen, dvs. det enkelte menneske, der tæller. Det er rystende, at vi kan drive bodega-politikken så vidt. Vi skal erindre Albert Einsteins kloge sætning: Det er ikke alt, der tælles, der tæller; og det er ikke alt, der tæller, der tælles.
Steen Hildebrandt sidder desuden i bestyrelsen for en efterskole.