Dato: 14. april, 2010
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen
, Redaktør
Debatten om skolernes økonomi er på tide. For den rejser også vigtige spørgsmål om, hvad skoleformen skal leve op og hvordan efterskolerne bør være indrettet i fremtidenNormalt er efterskolefolk et fredeligt og harmonisøgende folkefærd. Der er højt til loftet, når der diskuteres pædagogik, fordi alle ved, at det i sidste ende er på den enkelte skole, man afgør, hvordan man ønsker at drive skole. Derfor er en lille uenighed skolefolk imellem ikke værre, end man alligevel hjemme på egen skole kan indrette sin praksis, som man har lyst, så længe det foregår inden for lovens rammer.
Men når det kommer til ændringer af rammerne – især de økonomiske – er der mere på spil. Derfor er skoleformen aktuelt ude i en skarp intern debat, som handler om, hvem der skal give, og hvem der skal have mere. Det er helt konkret til at forholde sig til.
Debatten er sund for skoleformen. Det er måske ligefrem på tide at den kommer.
Senest efterskolerne var ude i stormvejr, kunne modstanden samles om en ydre fjende, der ville reformere 10. klasse. Det skabte sammenhold internt. I den aktuelle debat om et nyt tilskudssystem, deles efterskolerne efter anskuelser – og pekuniære hensyn.
For den enkelte efterskole har det naturligvis betydning, om man får et par hundrede tusinde ekstra eller om man mister beløb på 200.000 kr. eller mere. Men i et overordnet perspektiv for hele skoleformen er der langt mere på spil.
Det handler dybest set om, hvordan skoleformen ser ud om 10 år.
Når halvdelen af de små skoler med under 80 elever har underskud på driften, så er det udtryk for, at der er en strukturtilpasning i gang. For det kan ikke vare ved år efter år at køre med underskud. Foretages ingen ændringer i tilskudssystemet vil konsekvensen formentlig blive, at skoler må lukke, men også at vækststrategien med flere senge på hver enkelt efterskole vil brede sig. På sigt betyder det større og måske færre skoler.
Spørgsmålet er, om den udvikling forhindres ved en lille omfordeling af tilskuddene, eller om processen blot forlænges.
Med i diskussionen hører, at skoleformen og politikerne må forholde sig til, hvilke opgaver efterskolerne skal løse. Internt i skoleformen strides man jo direkte om, hvorvidt store eller små skoler er bedst til at tage hånd om de sårbare og ressourcekrævende elever. Men så længe man ikke har forskningsmæssigt belæg, der modsiger, at de mindre skoler har visse fortrin i forhold til at skabe nærhed og pædagogiske tilbud, der gør det trygt for de sårbare, så er det en risikabel affære at sætte turbo på en strukturændring, der fjerner de små efterskolers overlevelsesmuligheder.
Uanset efterskolernes mange kvaliteter, så er der et meget klart politisk fokus, som går helt på tværs af ideologier og partier.
Det handler om, at 95 procent af de unge skal have en ungdomsuddannelse.
Det handler om, at den offentlige sektors udgifter er ved at løbe løbsk, bl.a. fordi specialundervisning og –tilbud tager en stadig større del af budgetterne.
Efterskolernes samfundsansvar kan i den kontekst, udover skoleformens nuværende tilbud, udvides til at handle om, hvordan man i stigende grad bidrager til at tage sig af de ressourcekrævende elever. Derfor vil det være klogt at tænke en form for et socialt taxameter med ind i et nyt tilskudssystem.