Dato: 11. oktober, 2011
Forfatter: Annette Vilhelmsen
, folketingsmedlem
Synspunkt om betydningen af samtalen, lysten til at engagere sig og møde menneskerOfte afbilledes foråret som den tid, hvor alt nyt spirer frem. Det er her, der skabes håb, lyset insisterer på at tage over, og kroppen skal langsomt vænne sig til at vise sin hvide vinterhud frem og sætte alt ind på at fastholde drømmen om brune ben, bikinitalje og god form frem mod sommeren.
I skoleverdenen er der vendt lidt op og ned på årstidsforståelsen. Når året går mod sensommer og efterår – så spirer skolen frem. Der begynder børn og unge på et nyt skoleår samtidig med, at dagene bliver kortere, tusmørket skaber eftermiddagshygge med lyst til at krybe indendørs og forberede sig på efterår og vinter. Når skolerne starter året, så er det midt i høst og den mest farverige årstid. Der er masser af frugt på træerne, og luften er helt klar og giver lyst til at synge om septembers himmel langt ind i oktober.
Den 1. oktober her i år var jeg sammen med en god del af mine klassekammerater fra Den frie Lærerskole til vores 25 års jubilæum.
Der sad vi så rundt om bordet. Vi tog fat på runden med overskriften ”siden sidst”!
Sammen med os sad vores ”gamle” forstander – Flemming Tranæs.
Vi sad i vores efterår, rige på erfaringer – synes egentlig, at alle var mere farverige og smukkere, end jeg lige huskede. Der var rigtig meget godt levet liv, der var også oplevelser, som havde bidraget til adskillige blå mærker og ar, som måske aldrig ville blive helede. Efterhånden som vi nåede rundt, så var der nogle fælles fortællinger, et fællesskab, som vi ikke vidste havde så stor betydning, da vi stod midt i det, men efterfølgende aldrig helt har sluppet os igen.
Vi havde virkelig fået ”ånden” med os. Det med ånd er en svær størrelse, vi blev faktisk sådan lidt forlegne ved at tale om det, men den var der – altså ånden.
Rigtig mange havde engageret sig i forskellige grene af den frie skoleverden, og det liv der ligger uden for skoleverdenen. Der var medlemmer af menighedsråd, af politiske partier, selvstændige, økologer, en kirkegårdsgartner, en psykolog og nogle, der var lærere for to-sprogede. Andre havde arbejdet med ”bøvlede” børn og unge, der var friskole- og efterskolefolk, og andre igen havde rejst rundt i verden.
Flemming Tranæs fortalte om sit store arbejde med at få skabt et folkeligt fælleskab i forbindelse med at rejse vindmøller, og hvordan han efter at være fyldt 70 år havde droslet lidt ned på aktiviteterne og bare arbejdet lidt freelance. Nu sad Flemming der og var fyldt 80 år, og for en gangs skyld kunne han læne sig lidt tilbage og lytte til vores fortællinger om, hvad vi havde brugt vores (ud)dannelse til.
Da vi var runden rundt spurgte en fra holdet: ”nå, Flemming – når du hører vores fortællinger, synes du så, du har nået det, du ville med os?”
JA, svarede Flemming. Vi havde brugt vores viden, inspiration og engagement på utallige måder. Vi havde netop gjort det, der havde været Flemming Tranæs’ største mission – at vi tog fat i livet, ikke på en bestemt måde, men på de utallige måder, som hele læretiden på Den frie Lærerskole havde lagt op til.
Derfor denne tak til Flemming Tranæs og Den frie Lærerskole og alle de mange studerende, som gennem mange år har præget tiden, skolen og hinanden.
Efteråret er en fantastisk tid, fuld af farver og rig på frugt. Efteråret lokker med tusmørke og ild i brændeovnen. Når vi sætter os sammen og fortæller hinanden om det, der virkelig optager os, så er det, at vi blandt andet fortæller om de mennesker, vi har mødt, og som har præget os. Det skal vi bruge tiden til, vi skal ville hinanden og livet.
Med det netop overståede folketingsvalg blev jeg en af de 179, der fik en plads. Det er jeg meget glad for og håber, at jeg kan få held til at bringe lidt af ”ånden” med mig. Det er godt at have stået i spisesalen på Den frie Lærerskole og argumenteret for sine synspunkter, at have fået med- og modspil i fællesskabet og på den måde – forhåbentligt have kvalificeret sig til debatten i Folketinget. Det er forhåbentlig det, de unge i efterskolen også tager med sig, når efterskoleåret engang går på held – at insistere på samtalen, lysten til at engagere sig og møde mennesker, som vil stille sig til rådighed for dannelse og uddannelse.