Dato: 20. januar, 2012
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen , Redaktør
Efterskolernes skirejser kan ende i økonomisk mareridt, hvis ikke forsikringer og færdselsregler på pisten er på plads, advarer advokat

Et af årets højdepunkter er på mange efterskoler en tur til Norge eller Alperne, hvor mange elever for første gang stifter bekendtskab med udfordringerne på ski. Det bliver for de fleste en stor oplevelse, men det kan også ende med en kold rutsjetur igennem politiafhøringer og civilretslige erstatningskrav.

Formanden for Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole Johannes Leipold, der tillige er Rechtsanwalt og advokat hos DAHL Advokatfirma i Viborg opfordrer efterskolerne til at rette fokus på sikkerhed og jura, inden de tager eleverne med på løjperne.
»Det er mit indtryk, at mange efterskoler tager af sted og håber, at deres rejsebureau har styr på forsikringen, og at der i øvrigt ikke sker noget. Men det er skræmmende så mange elever, der ikke kender de færdselsregler, som gælder på pisterne. Det kan få alvorlige konsekvenser,« siger Johannes Leipold, der er advokat med speciale i tyske og internationale retsforhold – og i øvrigt selv er passioneret skiløber med mere end 30 års erfaring.
»Jeg har set en lang række erstatnings- og strafferetssager mod danske skiløbere, som har været involveret i en ulykke i udlandet, og jeg har også ført sager for adskillige skoleelever. Det er overraskende, hvor lidt elever og lærere kender til de regler, problemstillinger og det ansvar, der er forbundet med at løbe på ski. Er uheldet ude, kan det have vidtrækkende konsekvenser,« siger han.


Få styr på færdselsreglerne
Tyskfødte Johannes Leipold opfordrer skolerne til at orientere eleverne om de internationale FIS-regler, som er en slags færdselslov, som gælder skiløb overalt i verden. Det er ikke en officiel lov, men reglerne lægges ofte til grund for de retssager, der kører. Her vurderes det om skiløbere, der er involveret i en ulykke, har overholdt reglerne.
Der er eksempler på, at skiløbere, der ikke har overholdt reglerne, er idømt omfattende bødestraf i strafferetssager og økonomisk erstatningsansvar overfor skadelidte i erstatningssøgsmål. Et af de mest kendte eksempler er den tyske politiker Dieter Althaus, som selv blev hårdt kvæstet i en skiulykke og forvoldte en kvindes død i 2009. Anklageren lagde i straffesagen mod Althaus vægt på, at han havde handlet groft uagtsomt på pisten, og han blev senere også dømt for uagtsomt manddrab. Derudover blev Althaus dømt til at betale løbende ydelser til kvindens familie i erstatningssagen.
»Derfor er det vigtigt, at eleverne orienteres om, at der gælder færdselsreglerne på pisterne, ligesom der er færdselsregler ude i trafikken,« siger Johannes Leipold.
Han vurderer, at mange skader på efterskoleelever kan undgås, hvis der bliver større opmærksomhed om færdselsreglerne og elevernes (med-)ansvar på pisten – allerede forinden skirejsen begynder.
»Man skal jo ikke søge længe på You Tube for at finde eksempler på elever og skigrupper, der foretager vilde skistunts eller løber offpiste, så jeg vil opfordre til større opmærksomhed på sikkerheden. Det giver eleverne, som er nybegyndere på ski, også en vis tryghed, når skolen præsenterer dem for et par grundlæggende forholdsregler på pisten.«

Pas på afhøringer
På Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole havde man for nogle år siden en ulykke i Østrig, hvor to elever og tætte venner var taget ud på pisten alene efter skiundervisningen var afsluttet. De kørte ved et uheld sammen og den ene blev herefter indlagt nogle dage. Ulykken førte heldigvis kun til en kraftig hjernerystelse, men politiet kom for at afhøre de to elever på tysk for at finde ud af, om der kunne være grundlag for tiltale mod en af eleverne. Her kunne være opstået sprogproblemer, hvis ikke skolens tysktalende forstander Henrik Boye og Johannes Leipold havde været tilstede.
»Man skal være meget præcis med afhøringerne, for politirapporten bliver efterfølgende brugt, hvis der køres retssager, uanset om det er strafferetssager eller erstatningssager. Jeg har set flere eksempler på, at folk er kommet i klemme, fordi der har været alvorlige sprogbarrierer ved afhøringerne. Politiet ved præcist, hvordan de skal spørge i forhold til FIS-reglernes indhold, for at finde ud af, om den ene eller den anden er ansvarlig for ulykken. Man risikerer derfor ufrivilligt at blive "ledt" til en forklaring, som stiller én dårligt i efterfølgende retssager.«
Derfor er det en god idé kun at udtale sig til politiet, hvis man behersker landets sprog på højt niveau eller ved hjælp af en tolk. Den danske ambassade i det pågældende land kan være behjælpelig med at finde en tolk.
Johannes Leipold opfordrer også til, at man søger hjælp hos sit forsikringsselskab, hvis uheldet er ude. Man bør kontakte forsikringsselskabet for at modtage rådgivning med det samme. Det kan ikke vente flere dage til afhøringerne er overstået.

Færre skader
På Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole førte episoden til, at procedurerne omkring skirejserne blev strammet gevaldigt op. I dag får eleverne en nøje orientering om FIS-reglerne, inden de tager af sted, og desuden må eleverne ikke løbe alene på pisterne i deres fritid. Der skal altid være tre elever sammen, og de skal holde sig til de områder, der efter en konkret vurdering svarer til deres færdigheder.
»Det hjælper at informere om FIS-reglerne og have klare regler om, hvad eleverne iøvrigt må. De seneste år har vi således ikke oplevet nogle væsentlige skader på skirejserne,« siger den jurakyndige formand for Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole.


FIS-regler på dansk
(”FIS” er forkortelsen for det internationale skiforbund ”Fédération Internationale du Ski”)

  1. Tag hensyn til de andre skiløbere: Enhver skal forholde sig så man ikke udgør en fare for andre.'
  2. Beherskelse af hastighed og løb: Sørg for frit udsyn. Hastigheden og løbet skal tilpasses evnerne, terrænet, sne, vejrforhold og trængsel på pisten.
  3. Valg af spor: Den bagfra kommende skal vælge sit spor, så man ikke udgør en fare for skiløberne forude.
  4. Overhaling: Der må overhales oven- eller nedenfra, fra højre eller fra venstre, men altid med en afstand, der giver den overhalede plads til uhindret at kunne udføre sine bevægelser.
  5. Start: Enhver, der vil løbe ind på en piste, ønsker at genoptage løbet efter en pause eller som svinger eller kører opad skråningen, skal sikre sig, at han kan udføre dette uden fare for sig selv eller andre.
  6. Stop: Undgå at stå stille på smalle eller uoverskuelige steder. En skiløber, der er
    styrtet, skal så hurtigt som muligt komme på benene og løbe videre.
  7. Op- og nedstigning: En skiløber, der går op eller ned ad pisten til fods, skal opholde sig i kanten af pisten.
  8. Overholdelse af skiltning: Enhver skiløber skal være opmærksom på markeringerne og signalerne og overholde dem.
  9. Hjælp: Ved ulykker er enhver skiløber forpligtet til at yde hjælp.
  10. Legitimationspligt: Enhver skiløber skal i tilfælde af en ulykke opgive sine personlige data - hvad enten man er vidne eller direkte involveret.

 

Styr på forsikringen
Et godt råd er, at efterskoler går deres forsikringer godt igennem, og sikrer sig at både lærere og elever er dækket og at der ikke er undtagelser i dækningen.
»Man skal sørge for at have en ansvarsforsikring, inden man tager på skiferie. Ellers risikerer man at skulle betale tårnhøje erstatningskrav af egen lomme« siger advokat Johannes Leipold.
Forsikringen skal omgående informeres om ulykker. Henvendelser fra udenlandske myndigheder – advokater og domstole - skal ikke ignoreres. En advokat kan hjælpe ved at reagere på den rigtige måde på disse henvendelser. Bliver man selv skadet af tredje person, som ikke har en ansvarsforsikring, kan ens egen ulykkesforsikring være guld værd. Dermed kan langvarige tvister om erstatning ofte undgås. Derudover er det afgørende, at man som part i en ulykke sørger for at samle og opbevare al dokumentation og information man kan få fat i, bl.a. adresser og navne på vidner, liftpersonale, læger, kopier af afhøringsprotokoller osv.

UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser