Dato: 17. marts, 2011
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen
, Journalist
Alexander von Oettingen, medforfatter til bogen "Dannelse der virker – efterskolens pædagogik", opfordrer efterskoleformen til at begrunde dens samfundsmæssige betydning i efterskolens pædagogik
»I har spillet mange kort gennem jeres historie, og det vi prøver at sige er: Spil jeres pædagogiske kort,« opfordrede Alexander von Oettingen, udviklingschef ved UC Syd, da han på Efterskoleforeningens årsmøde holdt foredrag på baggrund af bogen "Dannelse der virker – efterskolens pædagogik", som han er en af forfatterne bag.
Alexander von Oettingen advarer dog tilhørerne imod forestillingen, om at efterskolens dannelsesprojekt er almen.
»Når I taler om dannelse, taler I om det, som om det handler om hele livet, men I har kun patent på dannelse i efterskolen. Der er et stærkt behov hos jer for at skelne mellem dannelse i almindelighed og efterskoledannelse,« fastslår han.
Efterskolens særlige venskaber
Efterskolens særlige rum for venskaber og interessefællesskaber – også på tværs af generationer er en væsentlig brik i efterskolens dannelse.
»Efterskolen har særlige venskaber, hvor elever oplever at indgå venskaber med nogle, de aldrig ville have været venner med uden for efterskolen – også lærere. Venskaber rummer en høj grad af omsorg og empati, så i efterskolen oplever de unge at være empatiske over for mennesker, de uden for efterskolen ville være gået uden om. Desuden kan eleverne deltage i interessefællesskaber, der ikke er venskabsbaseret på efterskolen,« forklarer han.
Ved at deltage i venskabelige relationer, ved at dele interesser med andre og ved at indgå i et intergenerationelt fællesskab på efterskolen, udvider eleverne ifølge Alexander von Oettingen deres selvtillid, selvværd og selvagtelse.
»Det er igennem den anden, at jeg erfarer noget om mig selv ved at møde noget, der ikke er mig selv. Samtidig giver venskaber mulighed for at eksperimentere med identiteter: Når jeg starter på efterskole, kan jeg sige, "nu er jeg ikke mere Alexander, som jeg var før",« siger Alexander von Oettingen, der også peger på, at eleverne kommer til at forstå, at mødet med en kammerat på efterskolen kunne være en generaliseret anden, og derved opnår en demokratisk livsindstilling, der rækker udover efterskolen.
Efterskolens særlige venskaber og fællesskab har samtidig ifølge forskeren en sideeffekt i forhold til elevernes undervisningsinteresse.
»Lige pludselig finder eleverne ud af, hvad meningen med undervisning er. De siger, at de lærer at lære. Eleverne forstår, at de via undervisning kan få indflydelse på deres livsbiografi fremadrettet og bliver mere modige i at beslutte sig om deres fremtid,« siger han.
Efterskolens dannelsesdidaktik
I efterskolens didaktik har I en særlig teknologi, som de andre skoler ikke har, men ville have, hvis de vidste hvor effektfuld den er, indleder Alexander von Oettingen sin analyse af efterskolens didaktik.
»Det, der kendetegner efterskoletraditionen, Kold, Grundtvig og alle de der banditter, er, at de tager udgangspunkt i samværet,« siger Alexandet von Oettingen, der mener, at det i en pædagogisk sammenhæng ikke giver mening at adskille samvær og undervisning.
»I skal sprænge forestillingen om, at vi har undervisningen, der er det kedelige, og så har vi fritiden, hvor efterskolelivet leves,« siger Alexander von Oettingen, der fremhæver det undervisende samvær mellem elever og efterskolens voksne, som konstant foregår på efterskolen, samt det vejledende samvær, hvor lærerne er sammen med eleverne på en vejledende måde i forhold til spørgsmål omkring alt fra uddannelsesvalg til følelsesliv.
»Værn om det. Beskyt det. Lad vær med at presse undervisningen ind i 45 minutter – også selvom det giver ministerielle udfordringer. Eleverne kan ikke slippe for undervisning, og de fornemmer, at der er respekt om undervisningen. Der findes ikke noget frirum på efterskole.
»Det kan godt være, I siger til eleverne "nu er det frit", men der tager I fis på dem, og det skal heller ikke være frit,« siger Alexander von Oettingen, der peger på, at det strukturerede samvær på efterskolen, hvor eleverne kommer ind i en struktureret og disciplineret hverdag. Det er enormt effektfuldt.
En infrastruktur for læring
»I løbet af de første 14 dage, formår I at få dem ind i en disciplineret struktur. Eleverne forstår ikke, hvorfor de er så glade for det, men det er, fordi de er kommet ind i en læringsstruktur, en infrastruktur for dannelse,« siger Alexander von Oettingen efterfulgt af en opfordring til efterskolerne om at give strukturerne på skolen et eftersyn.
»Hvis der er møgbeskidt på jeres skole, hvis eleverne ikke ved, hvor de skal sidde, når de spiser, eller hvornår undervisningen begynder og slutter, så er det skidt. Eleverne har brug for strukturen for at møde venner, strukturen giver undervisningseffekt og desuden har det at indgå i måltider, rengøring og stå op på samme tid en livsoplysende effekt,« siger Alexander von Oettingen, der afrunder med et råd til, hvordan skoleformen kan begrunde efterskolens betydning i samfundet:
»Sæt ord på, at I er en pædagogisk dannelsesinstitution i et moderne samfund. Men pas på, at I ikke teoretisk ensretter jer. Prøv at arbejde med et differentieret sprog. Det skal I bare gøre, det kan ikke være så svært.«