Dato: 8. februar, 2011
Forfatter: Ann E. Knudsen
, Hjerneforsker
Synspunkt: Man kan næsten ikke undgå at blive en smule trist, når alt det gode arbejde på efterskolerne med at få ”genoplivet” vores skoletrætte folkeskoleelever risikerer at blive manet i jorden inden gymnasietiden er afsluttet.
Jeg ved det godt - man kan ikke stole på en gymnasietræt teenager og da slet ikke, når det er ens egen datter, men alligevel...
Det er jo ikke første gang, jeg støder på en variation af sætningen både hjemme og på forskellige gymnasiebesøg, så nu fortæller jeg det alligevel videre.
”Det er et spørgsmål, om jeg klarer at komme igennem de sidste 1½ år af gymnasiet også, jeg har ikke haft en ordentlig diskussion, siden jeg gik på efterskole”.
Moderens første reaktion er selvfølgelig: ”pjat med dig, det kan da ikke passe, selvfølgelig diskuterer I da også i gymnasiet.”
Men nej, ifølge ”kilden” har ingen spurgt til en holdning eller til selvstændig tænkning, siden hun forlod efterskolen. Hun er fuldstændig holdt op med at tænke selv, og er blevet reduceret til en som udelukkende svarer på det indlysende, det som læseligt står på siderne i den udleverede tekst uanset fag!
”Jamen så må du gøre en indsats – kommentere på det, spørge til at komme dybere i teksten eller ind bag det indlysende. Læreren har jo ikke en chance for at vide, hvad du tænker pigebarn.”
Men det er – igen ifølge kilden – afprøvet.
Det dør hurtigt, fordi lærerens næste spørgsmål så alligevel handler om, hvilken farve trøje hovedpersonen i teksten har på, eller om nogen kan regne ud, hvilket humør han er i.
”Og det gider jeg altså ikke svare på, når det står direkte aflæseligt med store bogstaver midt på side 3!”
Øh, nå...
Hvad handler det om?
Er det en kombination af den forkortelse af gymnasielæreruddannelsen som betyder, at nye lærere kan afslutte både hovedfag og sidefag på 5 år i stedet for de 7 år, som var normen i min tid? Og så det faktum, at der insisteres på, at 95% af en ungdomsårgang skal have en uddannelse, og derfor går også de, som tidligere fik betegnelse ”ikke egnede” og ”måske egnede”, i gymnasiet? I hvert fald er det skræmmende, så ofte undervisningen på gymnasiet foregår efter ”laveste fællesnævner”, især hvis man også inddrager en tidligere kronik fra Weekendavisen, som meget direkte spørger:
”Hvad skal 98 procent af befolkningen lave i et videnssamfund, når kun 1-2 procent af befolkningen kan tænke nyt?”
Og i øvrigt fortsætter med at påpege, at der stort set ikke er tænkt nye tanker indenfor teknologi de sidste 50 år, men at vi i 2011 lukrerer på gammel viden, således at vi ifølge kronikkens forfatter i dag er vidne til et katastrofalt og hidtil uset sammenbrud i kreativitet og innovation.
Hvorfor skal en gymnasietime startes med at spørge, hvor mange der har læst teksten? For slet ikke at tale om de steder, hvor jeg også har oplevet, at man som konsekvens af 5 elevers manglende lektielæsning starter timen med at læse den lektie højt, de resterende 20 elever har læst!
Hvad med at tage det for givet, at alle har læst og så tilrettelægge undervisningen efter det?
Og hvem er det egentlig, som har fordel af den læringsmæssige fokus på paratviden og ordret gengivelse af teksten?
Misforstå mig ikke – det er vigtigt – blot ikke vigtigst!
Og man kan næsten ikke undgå at blive en smule trist, når alt det gode arbejde på efterskolerne med at få ”genoplivet” vores skoletrætte folkeskoleelever, at lære dem selvstændighed, evne til at tænke nyt, tænke bag om det indlysende og møde dem med forventning om, at der sker noget interessant i deres hoveder, så alligevel kan risikere at blive manet i jorden inden gymnasietiden er afsluttet.
Men det er sikkert bare mig som er mavesur?