Dato: 11. maj, 2011
Forfatter: Jannik Hjarup
, Journalist
Lotte fik en kommunal sagsbehandler, da hun var otte år. Hendes forældre blev skilt, der var massivt druk i familien, hun blev smidt ud af skolen i tredje klasse, moren døde, da Lotte var 13 år.
Der er lys bag øjnene, gardinerne er trukket fra, da hun hjemmevandt ”tager i mod” på Balle Musik- og Idrætsefterskole vest for Vejle. Det er fire år siden, hun har gået der, der er ikke en lærer, der ikke hilser på hende, ikke en gang hun ikke har betrådt, ikke et vindue, der ikke har formidlet solens lys over Lotte. Lokalerne er en del af Lottes historie – og omvendt – efterskolen var i tre år hendes andet hjem. Vel i virkeligheden hendes første.
»Jeg er jo kommet hjem,« smiler hun.
Lotte Hjulmand er 20 år, tidligere efterskoleelev og mønsterbryder. Var det gået den vej flaskehalsen pegede, var det hele endt på vrangsiden.
»Så havde jeg ligget et eller andet sted i Istedgade,« lyder den korte hvad nu hvis-spådom fra Lotte selv.
Lotte blev født …
…i 1990 i Rødovre, hvor hendes forældre drak og sloges.
»Det var faktisk min mor, der var den aggressive. Min far prøvede bare at forsvare sig. Min søster og jeg har fået par lussinger et par gange, men der var ikke vold overfor os. Jeg kan huske, vi gemte os under bordet, og vi så ting, vi ikke skulle have set,« fortæller Lotte.
Da hun var otte år gammel blev forældrene og søstrene skilt. Fra da af og til hun var 14 passede hun sin far, hvor hun boede. Lotte stod for rengøring, madlavning og ikke mindst oprydningen efter faren.
»Jeg hentede ham på bodegaen og fik proppet antabus i ham. Han ville ikke have det, men jeg havde fundet ud af, at der var de der piller, der kunne få ham til at holde op med at drikke. Jeg havde ikke rigtig nogen kontakt med min mor, hun var meget sur. Der ville jeg ikke bo,« fortæller Lotte, der alligevel led et knæk, da moren døde af sit alkoholmisbrug. Lotte begyndte at efterligne forældrenes drikkevaner i en alder af bare 13 år og var blandt andet indlagt med alt for høje promiller.
I bare tredje klasse opgav folkeskolen. Lotte blev rykket på en privatskole.
»Det var en skole for problembørn, jeg fik at vide, at jeg var for vild til min gamle skole,« siger Lotte. Hendes nye skoleleder Marianne blev også en slags aflastningsmor, hvor Lotte boede hver anden weekend, og det var Marianne der fik hende med på tanken om efterskole.
Lotte tog…
…på Balle Efterskole, der tilbød en redningsplanke. Hun gik planken ud. Det var her hun fik øjnene op for alternativet til den belastede, og belastende, virkelighed med omvendte familieroller, alt for meget alkohol, en død mor, en tvangsfjernet søster, mild ordblindhed… Lotte 14 år. Hun blev på efterskolen i årene 04/05, 05/06 og 06/07.
»Ved mødet med andre elever, kunne jeg se, at der er en anden måde at leve på. At det ikke er meningen, at det er sådan man skal leve, sådan som jeg gjorde.«
Lotte havde det lidt svært i begyndelsen – som vel de fleste andre, der lige er blevet revet op med rødderne og flyttet til den anden ende af landet. Hun var fagligt bag efter i forhold til mange af sine nye kammerater, til gengæld havde hun et forspring på andre planer. Hun kom med en selvstændighed, der ikke er mange teenagere forundt, og hun var vant til at rede sin seng, lave mad, rydde op og gøre rent. Og så havde hun ikke den samme hjemve, som mange af de andre elever oplevede i begyndelsen.
»Hvis man skal have hjemve, skal der være noget at savne derhjemme,« siger hun.
Og Lotte var da også ofte med sine kammerater hjemme i weekenderne. Når hun tog hjem til faren, kom hun hjem til en tom lejlighed, fordi faren var ude og drikke.
Lotte sprang et socialt kvantespring i den rigtige retning, da hun kom på efterskole – til et nyt miljø, nye mennesker, nye tanker, nye vaner og meget andet nyt.
»Bare det at komme væk, og være sammen med jyder, der tænker på andet end sig selv, og er nede på jorden, betød rigtigt meget. Jeg ville på en efterskole, der lå på landet. Vi besøgte tre skoler, og så gik jeg lidt efter hvor drengene så bedst ud,« griner hun.
Nyt var det også for jyderne pludselig at møde en, der ikke var vokset op i et hus.
»Hold da op. Det havde de meget svært ved at forstå.«
Den sociale udvikling blev fulgt af en faglig ditto. Da hun kom fik hun lidt lettere opgaver end hendes medelever, og hendes karakterer i matematik bevægede sig fra karakterskalaens middelmådige encifrede ende og endte i et tital. Og ikke mindst de ni i fysik vækker stadig hendes begejstring.
Da Lotte var 16 år, efter tre år med oplevelser, lektiecafeer og lærere, der var tæt på, var hun klar til at komme videre, i øvrigt som den første der havde gået tre år på Balle Efterskole. Andre har siden gjort det. Et mønster er brudt.
Lotte arbejder …
…i dag på Slotsholmen, hvor hun er godt i gang med sin kontoruddannelse inden for offentlig administration i kirkeministeriet. Når hun er færdig der, vil hun videre i bankverden. Hun kan godt lide tal.
Lotte er i dag 20 år.
Hun har ikke en sagsbehandler.
Socialt ansvar
Børnefamilieenheden Brønshøj Husum Vanløse og Efterskoleforeningen har derfor startet et samarbejde, der vil sende udsatte unge på efterskole, og gøre skolerne bedre til at få socialiseret de udsatte unge. Skoleåret 2011/12 bliver et pilotprojekt, men det er planen, det skal vokse med tiden. Efterskoler, der vil arbejde med udsatte unge, kan henvende sig til pædagogisk konsulent Maren Ottar Hessner i Efterskoleforeningen - moh@efterskoleforeningen.dk