Dato: 23. februar, 2011
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen
, Journalist
De lærere, der brænder, er også dem, som er i fare for at brænde ud. Efterskolelærere har derfor al mulig grund til at lære at passe på sig selv i det relationelle arbejde med eleverne Når elever fortæller om deres efterskole til familie og venner, fremhæver de ofte lærernes enorme engagement. Et engagement, der både omfatter undervisning og fritid, og gør en stor og positiv forskel for eleverne. Men for den enkelte lærer kan engagementet have en bagside. Den engagerede efterskolelærer, der glemmer at passe på sig selv, risikerer nemlig at ende som udbrændt.
Det mener to konsulenter i efterskolen, Steen Østrup og Jeppe Løgstrup, der med erfaringer fra specialskoler og døgninstitutioner på CV´et, har sat sig for at igangsætte en udvikling, der gør lærere i efterskolen i stand til at tage vare på sig selv og samtidig forbedre relationen til den enkelte elev.
»Hvis engagementet ikke bliver fulgt op af et personligt ansvar for at tage sig af sig selv, bliver der en ubalance. Lærere, der giver og giver uden at få skabt en personlig afgrænsning, risikerer at brænde ud,« fortæller Steen Østrup.
Glidebanen ligger dog ifølge Steen Østrup lige for i et fagområde præget af fællesskab som værdi og en skolepolitisk sfære med fokus på rummelighed.
»Vi bliver opdraget til at samarbejde, og mange af os vil hellere samarbejde end passe på sig selv. Samtidig er rummelighed en politisk varm kartoffel, hvor lærerne hele tiden bakker og tror, at de skal være stadigt mere rummelige,« siger han.
Brok kan være tegn på udbrændthed
Typiske symptomer på begyndende udbrændthed kan spænde fra overinvolvering til tab af arbejdsglæde, manglende energi til faglig og pædagogisk udvikling, træthed, afmagtsfølelse og vedvarende brok.
»Vi har alle sammen brug for at brokke os engang imellem. Men når man begynder at brokke sig hele tiden, kan det være et tegn på afmagt, hvor man finder noget uden for sig selv, som er galt,« siger Steen Østrup.
Fagpersonlig udvikling med supervision
Den enkelte lærer skal dog ikke stå alene med en fagpersonlig udvikling, der gør hende eller ham i stand til at tage vare på sig selv. Supervision med en ekstern supervisor eller kollegial supervision kan støtte lærerne i at skabe balance imellem, det de giver, og det de får.
»Lærere er en forsømt gruppe i forhold til supervision sammenlignet med pædagoger og psykologer. Lærerne er vant til at arbejde bag lukkede døre og klare mange ting selv. Vi vil gerne skubbe til den generelle kultur på efterskoler i retning af større åbenhed og rummelighed, hvor det er tilladt sige højt, at man har det svært med en elev. I skolen hersker den myte, at de lærere, der ikke kan finde ud af det, kommer i supervision. Men supervision er i langt højere grad for de fagpersoner, der brænder for deres arbejde og vil udvikle sig til at blive bedre. Under supervision kan lærerne få øje på det perspektiv, at de skal passe på sig selv, og efterfølgende finde frem til, hvordan de kan gøre det,« siger Jeppe Løgstrup.
Sætte grænser uden at skade relationen
Han oplever, at lærere for eksempel har brug for hjælp til at kunne sige nej til krævende forældre på en måde, hvor de får sig afgrænset men samtidig bibeholder den gode kontakt til den pågældende forældre.
»Ved at anerkende forældrenes engagement og forsøge at kigge bag deres ord og handlinger bliver det muligt at sætte grænser uden at skade relationen. Læreren kan sige til den meget krævende forældre: »Jeg kan høre, at du er optaget af din datters trivsel på skolen, og det er svært for mig at tilfredsstille det behov, du har, fordi jeg også har 25 andre elever, så jeg vil gerne tale i telefon med dig en gang om ugen, men ikke hver dag,« eksemplificerer Jeppe Løgstrup.
Lærere i relationel topform
Også eleverne fordrer lærere, der er i stand til at afgrænse sig. Særligt de sårbare unge har brug for, at lærerne stiller op i relationel topform, mener Steen Østrup.
»Vi kan ikke passe på eleverne, hvis vi ikke passer på os selv. Læreren, der ikke har fået sig afgrænset, mister sig selv i relationen, og den voksne har 100 % ansvar for kvaliteten af relationen til eleven. At sætte grænser er derfor ikke egoisme men ansvarlighed. Og jo bedre din relation er til eleven, jo bedre virker din afgrænsning,« fortæller Steen Østrup.
»Læreren kan for eksempel sige til eleven, der sidder og forstyrrer i undervisningen: »Jeg kan godt se, at du har svært ved at sidde og modtage undervisning. Nu skal du høre, vi har 25 minutter tilbage af den her time, jeg skal gennemgå denne her opgave, og her har jeg brug for at du sidder stille og lytter. Og bagefter vil jeg gerne høre mere om, hvordan du har det.J På den måde sætter læreren sin grænse uden at skade relationen til sin elev,« fortæller Steen Østrup, der dog understeger, at lærerens egen afgrænsning er en blandt mange forudsætninger for at skabe en god relation.
»Måden vi forholder os, lytter til og reagerer på især i forhold til de sårbare unge er mindst ligeså vigtig. Hvis eleverne ikke føler sig set, hørt og forstået, kommer vi ingen vegne,« siger han.
En proces, der aldrig stopper
For at klare udfordringerne i jobbet som efterskolelærer uden at brænde ud ad åre, har lærerne, ifølge Steen Østrup og Jeppe Løgstrup, brug for at erhverve sig fagpersonlige kompetencer, der gør dem i stand til at afgrænse sig selv på en respektfuld og ordentlig måde, påtage sig ansvaret for kvaliteten af relationen og have øje for, hvad der er på spil for den anden. Men sådanne kompetencer erhverves dog ikke hen over natten. Steen Østrup knipser med fingrene.
»Værktøjerne virker ikke sådan her, men stille og roligt. En fagpersonlig udvikling er en proces, der aldrig stopper.«