Dato: 18. januar, 2011
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen
, Journalist
Elever får inspiration og værktøjer til at gå ind i frivilligt arbejde på nyoprettet valghold på sydjysk efterskoleDanmarks Indsamling, hjælpeprojekter på skoler i fattige lande og sponsorløb til fordel for voldsofre. Efterskoler landet over kaster sig over indsamlinger og frivilligt arbejde i stor stil. Skoleformen følger dermed tendensen i samfundet, hvor interessen for frivilligt arbejde er vokset markant, så hver tredje dansker i dag udfører frivilligt socialt eller humanitært arbejde arbejde. Senest har Vandel Efterskole i Sydjylland oprettet et valghold, der har til formål at inspirere eleverne til at tage del i frivilligt arbejde og lære dem at gå fra ide til flyvefærdigt projekt.
En ildsjæl i maven
"Ildsjælene" er navnet på valgholdet og dens elever. En betegnelse, som idemand og lærer bag valgholdet, 33-årige Claus Ottesen, kan identificere sig med.
»Jeg synes selv, jeg har en ildsjæl gemt i maven,« fortæller Claus Ottesen, der med en baggrund som idrætskonsulent i Vejle Kommune har flere års erfaring med at igangsætte projekter og blandt andet samarbejde med flygtningecentre omkring idræt.
Mødet med omverden
Da lærerne på Vandel Efterskole for nogen tid siden skulle komme med udspil til den kommende valgfagsperiode, luftede Claus Ottesen ideen om et valgfag i frivilligt arbejde og fik opbakning fra skolens ledelse.
»Valgholdet passer godt med den måde, vi tænker efterskole på, hvor vi ønsker at åbne elevernes øjne for verden uden for efterskolens lille lukkede verden. I mødet med omverden får eleverne mulighed for at se deres tilværelse i et nyt perspektiv,« siger Claus Ottesen, der samtidig ser det som en ekstra gevinst, at efterskoleformens kvaliteter bliver synliggjort for omverden i det frivillige arbejde.
Fra ide til gennemførsel Vandel Efterskoles elever har vist stor interesse for valgholdet, og de kommende 12 uger skal skolens 12 første ildsjæle udvikle ideer til og gennemføre projekter i frivilligt arbejde.
»Ildsjælene giver mulighed for at anvende projektarbejdsformen, hvor eleverne får erfaringer med et projektforløb fra ide til gennemførsel og formidling. Det er elevernes ideer, der skal være styrende, da deres ejerskab er utrolig vigtigt i forhold til projekterne,« siger Claus Ottesen.
Af samme grund har Claus Ottesen ikke har lagt en udførlig aktivitetsplan for valgholdet. Holdet har i fællesskab besluttet, at næste projekt bliver at gøre en forskel for syge børn på børneafdelingen i Kolding.
Inspiration til frivilligt arbejde Endnu en hjørnesten for Ildsjælene er at give eleverne inspiration til frivilligt arbejde.
»Jeg håber, eleverne bliver inspirerede til at arbejde frivilligt og gøre en forskel for andre. Det er en god kvalitet at have som menneske, at man, hvis overskuddet er der, arbejder for at gøre en forskel for andre mennesker. Jeg håber, at eleverne ser, hvad det vil sige at gå fra tanke til handling,« siger Claus Ottesen.
Netop muligheden for at gøre en forskel fik 16-årige Charlotte Nonbo til sætte sit kryds ud for Ildsjælene, da hun skulle ønske valgfag.
»Jeg kan godt lide at hjælpe andre. Jeg lever et godt liv og har det bedre end mange andre, derfor vil gerne hjælpe folk, der har det svært,« begrunder hun.