Dato: 16. september, 2010
Forfatter: Af Sofie Pedersen , Journalist
En fjerdedel af eleverne på Pederstrup Efterskole vælger linjefaget leder- uddannelse, der ruster dem til at blive leder i en forening. For at få de unge til at tage ansvar provokerer lærerne bevidst eleverne i undervisningen 18 forventningsfulde unge vælter ind i klasselokalet og slår sig ned ved bordene til deres første time i linjefaget lederuddannelse. Ved tavlen står lærer Thomas Havlykke. Han tegner nogle streger i et mønster og siger så:
»Det er en plan over, hvordan bordene skal stå.«
Derpå stiller han sig hen i et hjørne og siger ikke mere. Eleverne ser måbende på hinanden og rykker nervøst rundt på deres stole: Hvad er nu det? Hvad vil han have dem til? Og hvornår begynder undervisningen?
Spørgsmålene er mange, men Thomas Havlykke forbliver tavs. Han siger ikke noget, før eleverne omsider har rykket bordene sammen, sådan som han har skitseret på tavlen. På det tidspunkt er der gået tre kvarter.
»Jeg vil vise eleverne, hvad der sker, når der ikke er nogen, der tager ledelse. Det er en hård øvelse, men den pædagogiske effekt er god,« forklarer Thomas Havlykke.
Det seneste år har han stået for ledertræningen på Pederstrup Efterskole, som ligger midt i den nordlollandske natur. Med sig havde han 25 års erfaring som aktiv i FDF og en uddannelse som jurist. Begge dele trækker han på i undervisningen.
»Som jurist arbejdede jeg med konfliktløsning, og det er i høj grad også anvendeligt på eleverne. Mange af dem er nemlig ikke vant til at tage ansvar. De holder sig tilbage af frygt for at træffe forkerte beslutninger og skabe problemer. Så jeg fokuserer på at vise dem, at problemer ikke er farlige – de kan løses. Og fejl er noget, alle laver – ikke mindst læreren, men han klarer sig alligevel, og det gør eleverne også,« siger Thomas Havlykke.


Handlingslammede brokkehoveder
Lederuddannelsen på Pederstrup Efterskole har eksisteret lige så længe som skolen, hvilket vil sige rundt regnet 30 år. Undervejs er underviserne skiftet ud flere gange, men indholdet bygger på den samme grundsten: At gøre eleverne i stand til selvstændigt at planlægge og gennemføre aktiviteter for børn.
»Skolen udspringer af FDF, så det er helt naturligt for os at være med til at sikre, at unge mennesker har lyst til at engagere sig som ledere i det frivillige foreningsliv. Men egentlig er ledertræning en noget overset disciplin, som ligger til højrebenet for hele efterskolebevægelsen,« mener Jan Erik Krøyer, der valgte at stoppe som forstander 1. august.
Han oplever, at nutidens unge har et stort behov for ledertræning.
»For 20 år siden var det almindeligt, at eleverne allerede havde ledelseskompetencer, når de begyndte på efterskolen. Men i dag er det snarere undtagelsen. Det er svært at få dem til at tage ansvar, og de værdsætter ofte ikke værdien af aktiv medindflydelse,« siger den tidligere forstander og giver et eksempel:
»Forleden kom nogle drenge og brokkede sig gevaldigt over, at de ikke må være på pigernes værelser. ’Så lav reglen om,’ sagde jeg til dem. ’Det gider vi ikke,’ svarede de. Spørgsmålet er så, om de virkelig ikke gider, eller om de bare er opdraget til, at andre gør det for dem,« siger Jan Erik Krøyer.

Medbestemmelse er en pligt
For at få eleverne til at søge medindflydelse i dagligdagen, benytter skolens lærere provokationen som et pædagogisk værktøj. Det skal ikke være en mulighed at være ligeglad.
»Vi insisterer på, at eleverne skal have medindflydelse. Det sker både ved at tage dem i hånden og skabe trygge rammer, hvor hver enkelt kan komme til orde. Men det sker også ved at provokere dem til handling. Nogle gange provokerer jeg dem helt vildt til morgensamlingen, men hellere gøre det og få en reaktion, end at de bare flyder med strømmen,« siger Jan Erik Krøyer.
På linjefaget lederuddannelse er provokationen også et fast element.
»De første tre uger af undervisningen sætter vi os bare ned og kigger på hinanden og venter på, at nogen får en idé til, hvad vi kan lave. Jeg vil have dem til at tage ansvar og byde ind med en leg uden at tænke så meget over, om idéen er fjollet. Det opfatter eleverne som en stor udfordring, og nogle synes bestemt også, at det er provokerende,« siger Thomas Havlykke.
Men øvelserne har båret frugt. Stillet over for samme opgave ved skoleårets slutning gik der blot halvandet minut, før en elev bød ind med en idé, og kort efter foreslog sidekammeraten en plan til, hvordan den kunne udføres.
»Vi arbejder meget i team, hvor vi lærer at kunne tage ledelse for andre og bruge hinanden til det, vi er bedst til. Det er virkelig en aha-oplevelse for nogle elever at finde ud af, at de ikke skal være gode til det hele selv, men kan fokusere på at udnytte deres styrkesider,« siger Thomas Havlykke.

Mod til at miste kontrollen
Lederuddannelsen afsluttes hvert år med en eksamen for at understrege, at skolen tager faget seriøst.
»Vi vil vise eleverne, at lederuddannelsen er lige så vigtig som de traditionelle fag, og det markerer vi bedst med en eksamen og en afsluttende karakter. Eleverne får for eksempel en uge til at planlægge en weekendtur for en 3. klasse. De skal forberede alt fra invitationer til aktivitetsprogram og præsentere hele projektet for en censor udefra,« forklarer Jan Erik Krøyer.
At lederuddannelsen også bliver taget alvorligt af de unge, kan tidligere elev Ronja Andrup skrive under på. Hun gik på Pederstrup Efterskole fra 2006 til 2008 og valgte lederuddannelsen på sit andet år.
»Vi rendte rundt og havde det vildt sjovt samtidig med, at vi fik en masse viden om gruppearbejde og ledelsesteorier. Det har lært mig meget om, hvem jeg er, og hvad jeg tør,« siger Ronja Andrup, der i dag læser på Social- og Sundhedsuddannelsen i Herlev.
Hendes mål er med tiden at få sin egen fysioterapi-praksis, og hun er overbevist om, at lederuddannelsen kan gøre nytte i den forbindelse.
»Før var jeg mere alvorlig og nervøs for at miste kontrollen. Men lederuddannelsen har fået mig til at give slip og have det sjovt, mens jeg lærer. Det er en klar fordel, hvis man skal være sin egen leder og drive en praksis,« vurderer hun.
UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser