Vil man lave skole i Grundtvigs navn, må man lave skole i den tid og kontekst, man lever i. I et moderne, multikulturelt land nytter det ikke med et afsæt i en ensrettende gymnastikkultur, der havde sin storhedstid på landet for 40 år siden. Forstander Uffe Raahede går atter i clinch med kollegerneDet ender i selvglæde, hvis man forsøger at pudse sin glorie med Grundtvig. Ordene kommer fra forstander Uffe Raahede, der harcelerer imod et stort antal efterskoler, der benævner sig grundtvigske, men som i høj grad via en specialiseret profil selekterer eleverne.
»Grundtvig ville anfægtelsen. Han kan ikke bruges til at give et færdigt svar på, hvordan man skal drive skole i al evighed. For skolen skal hele tiden være i samspil med sin egen tid og tage udgangspunkt i den kontekst, der er lige nu. Det gør man ikke, hvis man laver efterskole på de præmisser, der var i landbokulturen, da jeg var dreng. Man slår sig altid på Grundtvig.«
Uffe Raahedes synspunkt er, at når efterskolerne specialiserer sig, ryger det grundtvigske.
Den sjællandske forstander har tilbragt stort set hele sit liv i efterskolen bortset fra studieårene på læreruddannelsen på Skive og Marselisborg Seminarium. Han er født på Salling Ungdomsskole i 1951, hvor forældrene var forstanderpar, og han har siden haft lærerjob på efterskolerne i Stevns, Skyum og Høng, inden han for snart tyve år siden blev ansat som forstander på Baunehøj Efterskole.
Til sommer stopper Uffe Raahede som forstander, selvom han ikke har nået pensionsalderen. Han ønsker mere egentid til refleksion, til at skrive og måske studere. Refleksion og anfægtelse har været en følgesvend for ham gennem alle årene. 900 efterskolefolk mærkede det bl.a. på Efterskoleforeningens årsmøde sidste år, hvor han gik i rette med megen af den skoledrift, der praktiseres i Grundtvigs navn.
»For mig kan man drive efterskole som man vil, men der må være en grænse for, hvad der skal foregå i Grundtvigs navn,« siger han nu, hvor Efterskolen møder ham i strandkanten lige neden for forstanderboligen med udsigt over Isefjord.
»Den største fare for den grundtvigske skole kommer inde fra, hvis vi ikke hele tiden forholder os til det, vi gør med en grad af anfægtelse, hvis vi ikke hele tiden mærker en sten i skoen. For så tager vi det, der sker omkring os som selvfølgeligt, og det var i hvert fald ikke i Grundtvigs ånd.«

Sekteriske tegn
Uffe Raahede har siden årsmødet været i dialog med nogle af de store specialiserede grundtvigske skoler, og han vækker stærke følelser, når han ikke holder sig tilbage med at konstatere, at mange af idrætsefterskolerne har sekteriske tegn.
»Skoledriften er for uniformerende, elitær og for aggressiv i sin markedsføring, når skolerne konkurrerer om, hvem der kan levere 30 opvisninger på en sæson, og når skoler tager helt fra Vestjylland for at kapre elever i hovedstaden ved hjælp af den folkelige gymnastik,« siger han.
Uffe Raahede ved, at udtalelsen giver øretæver. Han ved, det sårer andre. Men han insisterer på anfægtelsen.
Når efterskolerne satser på en bestemt profil, bliver det især på idrætsefterskolerne meget synligt med opførelsen af store og veludrustede idrætshaller.
»Det er pragtfulde bygninger, jeg vil kalde det kulturpaladser, som sætter en meget klar retning for, hvad der kan foregå på skolen og dermed også hvilke elever, der rekrutteres. Der ligger en afgrænsning i, hvilke elever, der kan gå der. Søren Kierkegaard havde et glimrende citat; ”Revnerne i bygningen er dækket af tapet og udsmykning, men med tiden vil revnerne blive synlige, og bygningen vil styrte sammen.” Risikerer disse store skoler, der bygger om og til hele tiden, ikke det samme. Den anfægtelse, der burde ligge i det grundtvigske, er klistret til med tapet og pænhed, men spørgsmålet er hvornår det krakelerer.«

Sorteret fællesskab
Er der for megen ensretning og pænhed fører det ifølge Uffe Raahede let til en ekskluderende skole, hvor rygning og øl er begrundelse for at sende elever hjem.
»Man er ikke anfægtede over at bruge hård disciplin og konsekvens, selvom den kontekst de unge lever i er helt anderledes end den landbokultur, som var gældende i Salling, da jeg var dreng. Men nogle skoler synes stadig at praktisere skoledrift på de samme præmisser. Jeg må bare konstatere, at det så kun er skoledrift for en snæver målgruppe af unge. Man skal ikke bilde sig ind, at punkeren fra Nørrebro eller indvandreren med muslimsk baggrund føler sig hjemme inden for de meget faste rammer, som er defineret ud fra, hvordan Danmark var engang.«
Så når grundtvigianere i dag taler om et fællesskab, mener Uffe Raahede, der i høj grad er tale om et sorteret fællesskab.
»Eleverne kommer de steder til at møde kopier af sig selv. De møder unge, der tænker som dem selv, har de samme interesser, og de bekræfter hinanden og sig selv gennem fadervor og morgenbøn. Det selekterer, og det var ikke det, Grundtvig ville,« siger Uffe Raahede.

Universelt menneskesyn
Grundtvig tænkte universelt og ikke i en national kontekst, sådan som det bl.a. iscenesættes gennem de symbolmættede gymnastikopvisninger. Det universelle menneskesyn omfatter alle uanset, hvor på kloden de bor, uanset hvad de tror, og hvem de er. Den nationale folkelighed selekterer mennesker.
»Grundtvig lagde vægt på at mennesket uanset tro og tilhørsforhold har en selvbevidsthed og dermed er i stand til at forholde sig og ændre på tingenes tilstand. Samtidig er mennesket bundet til noget uden for sig selv, hvilket betyder, at vi finder mening i noget uden for os selv. Vi har altså brug for hinanden. Det var det, der fik Grundtvig til at konstatere, at jeg ikke kan være fri, hvis du ikke er det. Men i det her ligger også, at vi har brug for hinanden, vi har brug for modsigelse og for at tale sammen, men ikke med det formål, at vi skal være enige. Imod dette står de sekteriske træk, hvor man ønsker at have fuldstændig styr på det hele. Jeg mener, mange efterskoler er alt for optagede af, at alle er ens og på forhånd skal acceptere de samme spilleregler, hvis de vil være en del af fællesskabet. Men det har intet med Grundtvig at gøre. Derimod må man tage som udgangspunkt, at meget går galt for os mennesker,« mener Uffe Raahede.
Han mener, det er helt forkert at styre en skole ved at holde vagt eller indføre visitationszoner og urintest.
»Vil vi drive skole i Grundtvigs navn, indebærer det, at vi står i det, der kommer. Vi må erkende, at vi sammen kan løse de problemer, der opstår. Vi kan så at sige frelse os selv og hinanden. Men vi kan ikke og skal ikke i Grundtvigs navn sætte hinanden på rækker sådan som det gøres med de meget faste regler og tegn eller helt bogstaveligt i de veltilrettelagte gymnastikopvisninger.«

Oplysning frem for dannelse
Uffe Raahede bemærker også, at Grundtvig ikke talte om dannelse og opdragelse, men om livsoplysning.
»Det nytter ikke at have en forestilling om det ideelle menneske, og at vi som skoler kan og skal danne mennesket i én bestemt retning. Det folkelige betyder, at vi er her sammen, men ikke at der er et facit. Vi kan derimod kaste lys over det at være menneske, men må lade den enkelte udtrykke sig og finde sin egen vej. Derfor bliver jeg vred, når man vil gøre hele projektet til en form for gå-i-takt-kultur, for så gør man efterskolen til en sekt.«

En ny virkelighed
Hvis Grundtvig har ret i, at vi som mennesker har de samme forudsætninger og har ret til at være sammen, så må skoleformen tage afsæt i den virkelighed – den nye kontekst – Danmark befinder sig.
»Vi er et multikulturelt land med mange forskellige religioner. Den grundtvigske skole burde tage udgangspunkt i den virkelighed,« mener Uffe Raahede.
Baunehøj Efterskole tilbyder i den ånd hvert år en række sommerkurser, hvor indvandrerfamilier møder danske familier eller hvor storbybørn får en uge på sommerlejr.
»Vi er også nødt til at lade os anfægte af den virkelighed, der er lige uden for døren. Derfor bruger vi sommerferien på at komme med andre tilbud og på at gøre en forskel. Ingen andre virksomheder kan lukke ned i 7 uger, fordi medarbejderne skal ligge på ryggen. Vi er nødt til at give et bidrag, som rækker ud over os selv. I øvrigt mener jeg, at en skoles bagland også kan involvere sig i sådanne projekter. Der må være et folkeligt bagland, som har en ide med at drive skole, der rækker ud over at slå flest mulige kolbøtter.«

Mødet er selve meningen
Baunehøj Efterskole spiller på en palette af linjefag, som Uffe Raahede erkender er med til at markedsføre skolen. Det gælder f.eks. hestelinjen og kok-amok, hvor elverne får mulighed for at fordybe sig i madlavning.
»Men vi har mange forskellige linjefag for at tiltrække en bred skare af unge. De skal ikke være for ens. Men når alt kommer til alt, er fagene kun et middel til at realisere det egentlige projekt, som er samtalen mellem forskellige mennesker. Meningen med efterskoleopholdet er mødet med andre mennesker, og når der skæres helt ind til benet, er der for mig ingen anden mening. Problemet på en højt specialiseret idrætsefterskole er, at dette møde mellem forskellige mennesker aldrig kommer i stand, fordi det hele er sat op på en sådan måde, at de unge er fuldstændig ens, når de ankommer til skolen. Dermed kommer de unge til at leve i deres og skolens kulturelle selvforståelse i et helt år. Det er en cementering af den danske stammekultur, men det er ikke den virkelighed Danmark befinder sig i, når verden er stadig mere globaliseret.«

• Email
• Udskriv
• Del
  • delicious
  • Facebook
  • LinkedIn
  • Stumble Upon
  • Twitter