Dannelse der virker
Lad det være sagt med det samme Læsningen af bogen ’Dannelse der virker – efterskolens pædagogik’ er en sand fornøjelse.
Bogen har meget at byde på for såvel den erfarne efterskolelærer, der med bogen vil få udvidet og nuanceret sin almenpædagogiske og didaktiske tilgang til efterskolelivet, som den unge lærer, der står overfor en til tider uoverskuelig efterskolevirkelighed, og som med bogen får et begrebsapparat at begribe efterskolen med. Også for den udenforstående – og dermed i en almenpædagogisk debat i almindelighed – har bogen noget at bidrage med, idet den sætter begreb på efterskolens særlige muligheder og styrker.
Bag det forsknings- og udviklingsprojekt, som bogen er et resultat af, står UC Syddanmark i samarbejde med Efterskoleforeningen. Målet har været på den ene side at give en grundig beskrivelse af sammenhængen mellem efterskolens hovedsigte og efterskolernes pædagogiske praksis og på den anden side på et forskningsmæssigt grundlag at kunne dokumentere efterskolens værdi for det danske samfund.
Tæt på dannelse Gennem fire veldisponerede kapitler om ’Efterskolens dannelsesprocesser’, ’Efterskolens dannelseshistorie’, ’Efterskolens som pædagogisk institution’ og ’Efterskolens dannelsesdidaktik’ får vi en samlet fremstilling af efterskolens forvaltning af sin rolle som dannelsesinstitution i samfundet.
Der tages udgangspunkt i efterskolens fornyede hovedsigte i lov om frie kostskoler fra 2006, nemlig livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.
Teoretisk tages der udgangspunkt i en moderne anerkendelsestænkning særligt Axel Honneth. Der arbejdes videre med reference til andre centrale teoretikere og praktikere, ligesom der inddrages et betydeligt empirisk materiale.
Bogens forfattere ser en parallelitet mellem hovedsigtets tre begreber, livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, og Honneths beskrivelse af tre tilsvarende dannelsessfærer: Dannelse gennem venskabelige fællesskaber, dannelse gennem interessefælleskaber og dannelse gennem efterskolefællesskaber. Dette skulle gerne føre til tre tilsvarende dannelseserfaringer nemlig: Selvtillid, selvværd og selvagtelse.
Denne teoretiske model føres nu konsekvent igennem i bogen.
I fremstillingen af efterskolens dannelseshistorie vises, hvorledes de tre perspektiver har været tilstede gennem efterskolens historie, men har været vægtet forskelligt. Efterskolen som dannelsesinstitution fremstilles på samme måde med tre perspektiver: En bevarende formidling, en forandrende formidling og en innovativ formidling.
I sidste del af bogen peges der på, at der i efterskolen arbejdes med en tilsvarende dannelsesdidaktik: Et strukturerende samvær, et undervisende samvær og et vejledende samvær, der fremmer hhv. livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Endeligt arbejdes der med en efterskolepædagogik, der tilsvarende afspejler disse tre perspektiver, nemlig således at en venskabspædagogik, en myndighedspædagogik og en intergenerationel pædagogik understøtter hvert sit element i hovedsigtet.
Denne opbygning er bogens styrke og bogens svaghed.
Samvær er styrken
Det er bogens styrke, at den giver en sammenhængende fremstilling af efterskolens praksis på en sådan måde, at der tages udgangspunkt i hovedsigtet, og det beskrives, hvorledes dette kan forfølges gennem skolens hverdag, og der sættes begreb og gives ansatser til en egentlig efterskolepædagogik og dannelsesdidaktik.
Der gøres tillige op med modsætningen mellem undervisning og samvær, og der peges på at samvær er grundlæggende i efterskolens virkelighed – og at dette samvær har forskellig karakter i de forskellige dannelssfærer – og at netop det samvær, der kan etableres på en efterskole er skoleformens klare styrke – og at det er her, efterskolen har et væsentligt bidrag til såvel den almenpædagogiske tænkning og til samfundet som sådan.
Den stringente tænkning og opbygning bliver dog tillige bogens svaghed, i og med en sådan stram teoretisk ramme kommer til at udelukke andre perspektiver, end dem der er synlige for netop dette perspektiv. Således oplever man det noget forenklende, når såvel efterskolens historie som efterskolen set som dannelsesinstitution skal presses ind i dette teoretiske system. Anderledes stærke står derimod beskrivelserne af efterskolens dannelsesprocesser og efterskolens dannelsesdidaktik.
Vil man derfor have et mere bredspektret billede af efterskolens pædagogik, kan det fortsat som supplement anbefales at læse Ulla Ambrosus Madsens bøger, både ’Hverdagsliv og læring i efterskolen’ og ’Efterskolens betydning’, og Anders Bech Thøgersen, ’På sporet af succes’ og tilsvarende udgivelser om efterskolen, der hver for sig kan udfolde andre perspektiver ved efterskolens pædagogik, dannelsesprojekt og historie.
’Dannelse der virker – efterskolens pædagogik’ er dog uden tvivl det grundigste og mest gennemarbejdede bidrag til beskrivelsen af efterskolens pædagogik og dannelsesdidaktik siden Ulla Ambrosius Madsens Ph.d.-afhandling fra 1994, og som sådan skal den hermed på det kraftigste være anbefalet.