IE-modellen
Bog om kreativitet, innovation og entreprenørskabJan Kjærstad skriver i sin roman "Tegn til Kærlighed" om en af de (få) gode lærere, som hovedpersonen møder: "I den aller første time tegnede han med kridt et stort spørgsmålstegn på tavlen. Jeg havde aldrig før set hvor mytisk – hvor religiøst – et spørgsmålstegn så ud. “Det her er det eneste, jeg kommer til at lære jer,” sagde han. "Sæt spørgsmålstegn ved alting. Den dag I glemmer det, den dag I holder op med at spørge, er I døde som mennesker." " Man må undres og blive ved med at spørge,” siger Jan Kjærstad. Spørgende og undrende elever kan blive til innovative og kreative samfundsborgere, der forhåbentlig vil blive efterspurgt i et videnssamfund, der bygger på disse begreber. De vil også give eleverne en høj grad af livsduelighed, hvad der vil være nok så væsentligt.
Ebbe Kromann-Andersen er seminarielærer på Frederiksberg, og han driver konsulentvirksomhed i Estland, Island og Legoland. Irmelinn Funch Jensen er gymnasielærer og har en konsulentvirksomhed med navnet CreateAndLearn. Så ved vi, at der er kreative mennesker bag denne bog om kreativitet, innovation og entreprenørskab. Det er en svær opgave at skrive en bog om kreativitet, innovation og entreprenørskab, fordi disse tre begreber i sig rummer en eksperimenteren, der er i modstrid med den faste form, man finder i en bog. Men de gør forsøget, og de gør det godt.
Bogen henvender sig til lærere i grund-skolen (og dermed også efterskolens målgruppe). Der kommer andre bøger til gymnasieskolen og de videregående uddannelser. KIE-modellen er en model, der skal give struktur til et kreativt kaos, det er en model, der kan bruges, når man tilrettelægger undervisningsforløb, der ”sigter mod visionsbårne og handlingsorienterede innovative projekter”. Det er altså en model, der skal være et pædagogisk og didaktisk redskab til de kreative innovative undervisere.
Denne model (det er en række forslag til strategier og handlingsforløb og en række generelle ”slagplaner”) har et teoretisk fundament hos Howard Gardner, Mihaly Csikszentmihalyi og hos danske Lene Tanggaard, der forsker på Aalborg Universitet. Det er en bog, der er utrolig flot i layout. Billederne er lyse, børnene glade og i godt (og kreativt) humør, farverne er brugt, så det er nemt at se, hvad der er forklaring, handlestrategi, og hvad der er cases. Der er masser af citater, der er fremhævede klart, i den løbende brødtekst er nøgleordene sat med orange, så man kan skimme teksten lynhurtigt, og hvert kapitel indledes med en helfarveside efterfulgt af et helsides foto. Det er bare en fornøjelse at bladre i bogen. Det er også en fornøjelse at læse den, den har en passende blanding af baggrundsstof og konkrete planer, og den er skrevet i et sprog, der ikke er popsmart og overpædagogisk. Bogen kan absolut anbefales som (forholdsvis letlæst) inspiration. Det vigtige er, at den fører til en inspirerende, kreativ, innovativ undervisning. Det er så langt vanskeligere, men så kan Jan Kjærstad få det sidste ord med nok et citat fra ”Tegn til Kærlighed”: "Derefter udtalte han en sætning, jeg aldrig her glemt:”Der findes kun én værdig opgave i livet: Vi skal forsøge at gøre det umulige!"