Fordi jeg siger det
Den gode rundvisning, den gode oplæsning og den gode feedback på mundtlighed. Det er noget af det stof, dette undervisningsmateriale tager fat på.
Det handler om argumentation, sprogbrug og fremlæggelser, og enhver dansklærer (og alle andre lærere) vil helt sikkert være enig i, at det er fremragende, hvis elevernes ”fremlæggelser” blev en anelse mere kvalificerede.”
Fordi jeg siger det” tager udgangspunkt i de klassiske retorikeres teori, det er Aristoteles og inventio, dispositio elocutio, memoria og actio. Det er Toulmins argumentationsmodel, og det er logos og patos og etos. Og så er det samtidig en række aktuelle og vedkommende opgaver, der stilles. Man kan øve sig i at argumentere for, at elever må høre ipod i timerne, at det er vigtigt at lave lektier, eller man kan argumentere for glæden ved at have et fritidsjob. Der er sprogopgaver, der er fokus på gamle ord og vendinger, der er fokus på nye ord, der er rap-tekster og der er H.C. Andersens eventyr.
Med andre ord: Det var på tide, at der kom et vedkommende undervisningsmateriale, der kan bruges til at kvalificere mundtligheden. Nu har eleverne haft til opgave at skrive procesorienteret og kreativt i mange år, men i virkelighedens verden er det ofte mundtligheden, der tæller.
Materialet er beregnet til overbygningen, og det er absolut anbefalelsesværdigt. Lærerne kan sikkert også selv lure nogle tricks af, når det gælder rundvisninger og oplæsninger.
På den medfølgende cd er der fem eksempeltekster. Lærerens bog har kopisider, der – som ordet antyder – gerne må kopieres.