Prøven i dansk

Dato: 03. June, 2009
Anmelder: Herdis Aastrup , Efterskolelærer

Bog titel: Prøven i dansk

Under titel: Fakta og forståelse – prøven i dansk – Scoop 13

Forfatter: Lisbet Kongsted, Pia Weng og Sten Østengaard

Forlag: Alinea, Emne:Dansk, Pris: 163,75 DKK, Antal sider: 38 Sider
Materialet omhandler afgangsprøverne i mundtlig dansk – specielt i 9. klasse, hvor der er 2 prøveformer – og tilrettelæggelse af analysearbejde og fremlæggelse af nyheder, faktabilleder, dokumentarfilm og holdningsartikler. Tekstbogen er nærmest en håndbog i at gå til prøve i dansk, da der er eksemplariske eksempler på gennemgang af ovenstående genrer. Der er først en gennemgang af genrekarakteristika og dernæst en gennemgang af en arbejdsmetode, der kan bruges til at få overblik, sætte spor, vælge strategi, analyse af virkemidler, fortolkning og perspektivering af teksttypen. Bogen har desuden et afsnit om fremlæggelse, som giver en opskrift på, hvordan man kan tilrettelægge sin tekstgennemgang ved en prøve.
Med mit kendskab til efterskoleelever og -lærere er dette materiale for tungt og facitlisteagtigt at arbejde med i den daglige undervisning. Enhver form for spontanitet dør, og der kommer til at mangle de forskelliges elevers oplevelser og opfattelser af teksten for at få en givtig samtale på klassen. Det er jo som bekendt den, der arbejder, der lærer!
Der er henvisninger til Elevunivers.dk, som er Scoops elektronisk værktøjskasse, hvor der er gode og hensigtsmæssige værktøjer som opslagsbog, genreoversigter og arbejdspapirer til elevers eget arbejde med tekster og prøveforberedelse.
Jeg ser materialet sammen med Vejledning og kommentarer som et godt lærermateriale, der kan give inspiration til opgaver (såvel individuelle som i par og gruppe), der skal klæde eleverne på til selv at kunne arbejde med ukendte tekster og til forberedelse af FSA og FS10.
For lærere er der meget at hente fagligt i et materiale som dette.
UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser