Tosprogede elever
Dansk som andetsprog I henhold til lovens § 23 a stk. 5 yder staten til efterskoler ”et særligt tilskud til danskundervisning for tosprogede elever for at forbedre deres muligheder for uddannelse og integration i det danske samfund”.
Målgruppen er elever, som har et andet modersmål end dansk, og som enten er danske statsborgere, fx grønlændere og færinger, eller som har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Læs specifikt om grønlandske elever her
Tillægstaksten gives m.h.p. uddannelse og integration i det danske samfund, og hvor det er elevernes ønske at opnå bedre sprogfærdigheder med henblik derpå. Skolens forstander træffer beslutning herom og kan støtte indstillingen på baggrund af en skriftlig vurdering fra lederen af elevens tidligere skole eller en skriftlig udtalelse fra PPR i elevens tidligere skolekommune.
Tilbuddet er andet og mere end almindelig danskundervisning og kan ikke sidestilles med specialundervisning. Undervisningen skal beskrives i skolens undervisningsplan. Indberetning af antal årselever sker ved indberetningen 1. oktober med henblik på beregning af forskud for året efter.
Der gives yderligere en tillægstakst til flygtninge, indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Tillægstakstens størrelse fastsættes årligt på finansloven.
Læs mere om tillægstaksterne her
Efterskoleforeningen koordinerer en række indsatser på efterskolerne for målgruppen flygtninge, indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Læs om Integrationsprojektet og dets resultater.
Kontakt Efterskoleforeningens pædagogiske konsulent Maren Ottar Hessner, direkte nr. 3317 9589 for at få vejledning om tosprogede elever og flygtninge- og indvandrerelever i efterskolen.