Sikkerhedsorganisation
Alle arbejdspladser med mindst 10 ansatte skal have en sikkerhedsorganisation, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab arbejder for at styrke arbejdsmiljøet.
Sikkerhedsorganisationen kan have flere niveauer alt efter skolens størrelse.
En sikkerhedsorganisation består af:
• Mindst én sikkerhedsgruppe med en sikkerhedsrepræsentant (valgt af medarbejderne) og arbejdslederen for et område. Sikkerhedsgruppen er kernen i sikkerheds- og sundhedsarbejdet. Det er herfra arbejdsmiljøarbejdet udgår, jf. At-vejledning F.2.5., marts 2006.
• På skoler med mindst 20 ansatte skal sikkerheds- og sundhedsarbejde planlægges og koordineres af et sikkerhedsudvalg. Sikkerhedsudvalget består af repræsentanter for sikkerhedsgrupperne samt en formand. Formanden er skolens leder eller en af denne udpeget ansvarlig repræsentant, der kan handle på ledelsens vegne.
• Skolens leder skal efter drøftelse med sikkerhedsudvalget udpege en daglig leder af sikkerheds- og sundhedsarbejdet. Den daglige leder skal kunne handle på sikkerhedsudvalgets vegne.
Hvis ledelsen og de ansatte er enige, kan sikkerheds- og sundhedsarbejdet organiseres på en anden måde. For at styrke arbejdsmiljøarbejdet kan det f.eks. aftales at sammenlægge samarbejdsudvalget og sikkerhedsudvalget .
Arbejdstilsynet har udgivet en vejledning om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, der uddyber bestemmelserne om opbygningen og funktionen af sikkerhedsarbejdet, jf. At-vejledning F.2.4., marts 2006,
Sikkerhedsrepræsentant
De ansatte skal vælge en sikkerhedsrepræsentant til at indtræde i sikkerhedsgruppen eller -grupperne. Sikkerhedsrepræsentanter vælges af samtlige ansatte uden ledelsesmæssige beføjelser på skolent. Valget gælder for 2 år, men kan efter aftale mellem institutionens ledelse og de ansatte forlænges til højst 4 år.
Sikkerhedsrepræsentanter er beskyttet mod afskedigelse eller anden forringelse af deres forhold på samme måde som tillidsrepræsentanter.
Arbejdsmiljøuddannelse
Sikkerhedsgruppens medlemmer - leder og sikkerhedsrepræsentant - skal deltage i en arbejdsmiljøuddannelse, som er obligatorisk for medlemmer af sikkerhedsgrupper, jf. At-vejledning F.2.1., marts 2006.